Denne rapport præsenterer analyser af den danske fiskeindustri og danskernes køb af fisk og skaldyr.
I afsnittet »Danske husstandes fødevareforbrug« kan du læse om, hvordan danske husstande har brugt de samme penge på fisk og skaldyr siden 2018. Fisk, skaldyr og fiskepålæg opfattes generelt som sunde fødevarer.
- »Potentiale for fisk og skaldyr ved ude-spisning og i kantinemaden« viser, at 19 procent af måltiderne, når danskerne spiser ude, indeholder fisk, hvilket er en højere andel end i hjemmemåltider.
- »Det danske fiskeerhvervs økonomiske betydning« beskriver, hvordan fiskeerhvervet bidrager til 12.203 arbejdspladser i Danmark. Heraf er 6.819 direkte job i erhvervet, mens 5.384 er indirekte job skabt gennem erhvervets økonomiske aktivitet.
- »Prisudvikling på de danske og internationale markeder for fiskeribranchen« gennemgår prisstigninger på fisk de seneste år og faktorerne bag. »Fiskeerhvervets eksport og import« viser, at 2023 var et rekordår for både import og eksport, hvor Danmark primært importerede fra Norge, Grønland og Sverige, og eksporterede til Kina, Tyskland og Polen.
- »Prognose for fiskeerhvervets eksport« forventes en stigning i eksporten af fisk og skaldyr på 3 procent i 2024, mens eksporten af fiskemel og -olie forventes at falde med 18 procent.
- »Regnskabsstatistik for fiskerierhvervet« og »Regnskabsstatistik for fiskeindustrien« belyser de økonomiske udfordringer og forbedringer i fiskeerhvervet, herunder omkostninger til brændstof og en tendens til bedre driftsresultater og lavere gæld i industrien.
Rapporten er udarbejdet af Landbrug & Fødevarer for Danish Seafood Association (DSA), som repræsenterer danske virksomheder inden for produktion og handel med fisk og skaldyr.