Torsdag i sidste uge stævnede skipper Jens Peter Larsen fra Nuuk i Grønland, ud i Nordsøen fra den vestjyske Havneby Hvide Sande og satte kurs og fart mod Vestgrønland, hvor det nye fartøj skal fiske snekrabber samt hellefisk og torsk i sæsonen.
Den grønlandske fisker har gode erfaringer med dansk byggede fartøjer. I 1980 overtog han sin første båd »LK Larsen« opkaldt efter faderen af samme navn. Båden var bygget tre år tidligere på værftet i Hvide Sande og »JensPe«, som båden kom til at hedde, har siden fulgt ham troligt og pålideligt i snart 37 år, indtil tiden var inde til at skifte til et nyere og større samt et mere moderne fartøj.
»AJSI« Gr 6-29 fra Nuuk, navngivet med faderens kælenavn AjSi, er et smukt harmonisk skib med de karakteristiske »Vestværft linjer« på skroget og topmoderne udrustet med yderst avanceret elektronik ombord, solidt bygget til de ekstreme forhold i farvandet omkring Grønland. Udover de rummelige forhold ombord, godt indrettet med øje for besætningens sikkerhed og komfort, har den 7 mands store besætning også rigelig plads i de to tremandskahytter og én enkeltmands kahyt. Som en ekstra plus på båden, er den udstyret med hele fire kraftige projektører, som nærmest giver dagslys 180 grader ud foran skibet, når der fiskes i de mørke måneder om året i Grønland.
Besætningen ombord kender hinanden godt, de kommer alle fra den lille bygd Arsuk, der på dansk kan oversættes med »Det elskede sted«. En bygd med få indbyggere der alle er tilknyttet fiskeriet på den ene eller anden måde. Arsuk er smukt beliggende i det Sydvestlige Grønland ca. 134 km fra Paamiut, ved Arsukfjorden.
Fiskeriet bliver primært efter snekrabber, ned langs vestkysten til det sydlige af Grønland. Snekrabber som fanges i de mere end 1100 krabbetejner, som fartøjet råder over og når denne fangstsæson går på held, rigges der om til Auto-langline fiskeri med 16.000 kroge efter både hellefisk og torsk. Indimellem foregår torskefiskeriet også tæt på land på 10 til 12 favne med bundgarn.
Det var også en tilfreds fiskeskipper fra Nuuk, der sidste torsdag lagde øre til lyden af den 6 cylindre og 600 hk store Volvo Penta motor, der brummende førte dem ud af indsejlingen til Hvide Sande Havn. Første stop er endnu en optankning på Færøerne, inden sidste ben til Grønland foretages. Skipper regner med en sejltid på mellem 8 til 10 dage inden stævnen vender ind i hjemhavnen i Nuuk, hvor familie, venner samt kollegaer spændt venter på det spritnye skib, »AJSI« .
FiskerForum ønsker også skipper og besætning »god Vind« med det nye fartøj.
FiskerForum.dk