Færøerne ventes at få en decideret fiskerifond, der skal finansiere udvikling og innovation samt forskning og projekter indenfor fiskeriet.
Ifølge lovforslaget, som er blevet præsenteret for Lagtinget af den færøske fiskeriminister Høgni Hoydal, skal fonden yde støtte og finansiering til projekter, der tager udgangspunkt i en biologisk, økonomisk og samfundsmæssig bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne.
Det nuværende færøske Landstyre har sat øget udnyttelse og øget værdiskabelse indenfor fiskeriet højt på deres politiske dagsorden.
Både offentlig og privat kapital
Ifølge forslaget, så skal de projekter, som opnår støtte fra den nye fond, få tilført halvdelen af kapitalen fra fonden. Den resterende halvdel skal finansieres med kapital fra fiskerierhvervet. Samtidig vil det også blive muligt at søge om støtte hos andre fonde og interessenter, både på Færøerne og i udlandet.
I forslaget hedder det blandt andet, at der skal ydes støtte og finansiering af projekter på flere niveauer. Blandt andet grundforskning og forskning i selve fiskerierhvervet samt projekter, der omhandler øget udvikling og innovation i færøsk fiskeri.
Bliver forslaget godkendt politisk, så venter der et større arbejde på Færøerne med at nytænke systemer, som skal sagsbehandle nye projekter. Det står endnu ikke klart, hvor megen kapital, den nye fond vil blive tildelt.