De positive effekter fra norsk fiskeri er stigende. Det er konklusionen fra Norsk Fiskerlag, som understreger fiskeriets store betydning for Norges økonomi og beskæftigelse.
»Vi er meget godt tilfreds med udviklingen og den afsmittende værdi fra fiskeriet. Udviklingen har de senere år forstærket fiskeriets betydning for nationen,« siger Kjell Ingebrigtsen, der er leder i Norges Fiskarlag.
Den såkaldte Sintef-rapport »Fiskeflåtens bidrag til samfunnsøkonomisk verdiskaping«, viser, at fiskeriet har styrket sin position, som en vigtig bidragsyder til den samfundsøkonomiske værdiforøgelse i Norge de senere år.
Stor vækst
Siden 2014 er værdien af fiskeriproduktionen vokset med 25 procent. Hver krone, som blev omsat i 2014, voksede dengang 3,5 gange i værdi for det norske samfund. Nye tal viser imidlertid, at den afsmittende virkning fra fiskeriet nu er vokset 4,88 gange pr. omsat krone.
Den samlede forøgelse af værdien var i 2016 på 35,1 milliarder NOK – en vækst på 30 procent i forhold til 2014. Også når det gælder arbejdspladser, er fiskeriet vigtigt for det norske samfund. I 2016 var der ialt arbejdspladser svarende til 27.280 årsværk i norsk fiskeri. Det betyder med andre ord, at hvert årsværk for fiskerne skaber øvrige 2,14 årsværk.
Antallet af fiskere er også vokset de senere år. Der er omkring 10.000 registrerede fiskere i Norge. Deres produktion svarede i 2017 til 8.700 årsværk ifølge tal fra Norsk Fiskerinæring.