Flere end én ud af tre indbyggere i Norge har større tiltro til fiskeriet end til olieindustrien, viser en ny undersøgelse.
»Så har vi ikke gjort vores arbejde godt nok,« lyder den kontante udmelding fra Norsk olje og gass.
Norge sætter sin lid til fiskeri og fiskeopdræt mere end nogensinde før, viser den nye undersøgelse fra Universitetet i Bergen. Helt konkret mener 36 procent af de adspurgte, at fiskeriet bliver den vigtigste branche i fremtiden for Norge, mens kun 22 procent mere tror på olien.
»Det lader til, at det norske folk er godt informeret, og er i færd med at indse, at olien er på vej ud. Jeg tror, at folk kan se, at fiskeri leverer en produktion, som har stor værdi for samfundet,« siger marin dekan Jarl Giske fra Universitetet i Bergen.
Den nye undersøgelse står i skarp kontrast til en lignende undersøgelse, som blev lavet for to år siden. Dengang troede et flertal af de adspurgte mest på olien. Jarl Giske vurderer, at olie og gas ganske vist vil forstætte medat være en vigtig branche i Norge i mange år fremover, men at tendensen er, at lønsomheden vil falde. Derfor skal andre brancher – heriblandt fiskeriet – levere endnu mere værdi til den samlede værdiskabelse i Norge.
I olie- og gasindustrien er man dog lodret uenig: »Hvis befolkningen tror mere på fisk end på olie, så har vi ikke gjort vores arbejde godt,« siger kommunikationsdirektør Tommy Hansen fra Norsk olje og gass.
»Fiskeri vil nok være vigtigt for Norge i fremtiden, men olien vil være vigtigere i lang tid. Der er ingen modsætninger imellem disse to erhverv, så de vil ikke udvikle sig på bekostning af hinanden,« tilføjer Tommy Hansen.
En beregning fra forskningsgruppen SINTEF har vist, at fiskeindustrien vil overhale oliebranchen i værdiskabelse i 2035.