»Der er brug for redningsmidler i form af politisk og forskningsmæssig velvilje,« skriver fisker Mikael Borup i endnu en kommentar til fiskeriminister Rasmus Prehn (A).
Det skriver fiskeren fra Nordjylland i NordsøPosten mandag den 11. april 2022 under net-mediets debat-side.
Han skriver: Hej Rasmus, endnu en gang tak for dit engagement og svar på mine spørgsmål og læser breve, her på Nordsoeposten.dk. Det er prisværdigt at du ta’r dig tid til det, det er værdsat, skal du vide.
Hold da op, du har sandelig haft mange hverv i din tid, og jeg synes det er rigtigt flot, at en forhenværende køkkenmedhjælper og cykelsmed går hen og bliver minister for landbrug, fødevarer og fiskeri. Der kan man bare se, hvad erhvervserfaring gør for ens politiske karriere.
Der blev kommenteret på dit sidste svar og jeg må nok indrømme, jeg er tilbøjelig til at give Morten Kirkedal lidt ret, når han siger, at en ministers fornemmeste pligt er at varetage det erhverv, han er minister for. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke se, du kommer os i møde, hvis vi ser på kameraordningen og dine argumenter for at tvinge det ind i fiskeriet.
Jeg kan ikke forstå dit argument med 100 procent dødelighed for torsken, når den rammer dækket ombord, når dine egne »eksperter« kan fange torsk og mærke, for så at genudsætte dem? Hvor er fornuften i at mærke fisk, som dør ved genudsætning?
Jeg forstår ikke, hvorfor »eksperterne«, som du jo selv siger ikke har haft det lange lys på, stadig fortsætter i samme spor, som de altid har kørt i og ikke kommer med løsningsforslag. Jeg savner en erkendelse fra forskningsmiljøet, at man også her har fejlet og i høj grad har baseret dansk bestandsestimering på statistik og skøn, i stedet for reelle tal.
Jeg savner, at embedsværket ændrer overfortolkningen af EU’s retningslinier og kontrolforordninger og bidrager til at afbureaukratisere den administrative del af fiskeriet. Jeg mener, vi i Danmark har den mest rigide og uigennemskuelige måde at regulere fiskeriet på i forhold til mange andre lande i EU.
Jeg savner »lighed for alle«, når det kommer til kontrolbesøg og straf af ulovligt fiskeri i dansk farvand, af såvel lokale som udenlandske skibe. Den nylige kontrol af et udenlandsk fartøj, der viste sig at fiske med strømpe/inderpose, som gjorde at undermålsfisk røg med i fangsten og som efter at være bedt om at modtage kontrol, prøvede at stikke af, ikke bliver pålagt samme straf som danske fiskere. Fiskeredskaber og fangst skulle have været konfiskeret og bøden været massiv, som set overfor danske fiskere.
Ja, jeg kunne blive ved med at stille spørgsmål, men ved ikke, om du kan svare konkret og direkte på dem, og det uden at komme med en længere forklaring om alt muligt andet. Men een ting ved jeg, og det er, at danske fiskere og dansk fiskeri er i knæ!
Jeg ved også at mange, om ikke alle fiskere og deres familier (omend der snart ikke er mange tilbage), føler sig hjælpeløse, udskældt i medierne og ikke kan se, der er forståelse for den situation, de er blevet bragt i, af blandt andet dine tiltag og beslutninger.
Fiskeriet drukner, Rasmus, og der er brug for redningsmidler i form af politisk og forskningsmæssig velvilje, de rigtige tiltag fra dig, din regering og dine embedsmænd. Tiltag som er bidragende til at opbygge og støtte fiskeriet og de trængte ressourcer i vore farvande.
Jeg tror ikke, at dine kameraer er den bedste løsning, og kan stadig ikke se, de kan medvirke til at gavne bestanden af torsk i Kattegat. Håber vi kan få en sludder på kajen, den dag vi fanger hinanden i Hirtshals.
Kilde. Nordsoeposten.dk Debatindlæg af Mikael Borup
Nordjysk fisker til fiskeriministeren – »Fiskeriet drukner, Rasmus«
- Dato: 12/04/2022
- kl. 08:23
- Kilde: Nordsoeposten.dk
- Kategori: Fiskeri
- Tags: debatindlæg
- Land: Danmark
ANNONCER