Naboer til Jobi Værft A/S i Strandby er alt andet end glade for udsigten til, at en kæmpestor kran på over 37 meter vil installeret på værftet.
Jobi Værft A/S er i fuld gang med at lægge sidste hånd på en ny tilbygning. Nu har værftet også planer om at rejse en fast tårnkran på området. Noget, der vil lette arbejdet betydeligt på værftet, idet kranen vil kunne dække hele værftsområdet, og klare langt de fleste tunge løft, skriver Nordjyske. Bekymrede naboer Men ifølge Nordjyske er ikke alle naboer til værftet begejstrede for planerne: En af naboerne – Lotte Broder Jørgensen – siger til Nordjyske, at hun har på nærmeste hold fulgt, hvordan miljøet de seneste år har udviklet sig fra et lille, hyggeligt fiskerleje til en stor industriarbejdsplads med alt, hvad det indebærer af gener for naboerne. En anden nabo – Hanne Beich Laursen – der ejer en ubebygget grund på Ndr. Havnevej, mener, at kommunens drypvise planlægning og mange dispensationer sker helt uden hensyn til det gamle miljø omkring Strandby Havn. Vil reducere gener På Jobi Værft A/S ser man dog helt anderledes på situationen. Værftsdirektør Jesper Faurholt oplyser ifølge Nordjyske, at i dag benytter værftet i stor grad mobilkraner til at foretage løfteopgaver. Færdsel og støj fra disse vil – ifølge ham – blive reduceret til et minimum efter at den nye kran er installeret. Der kan laves indsigelser mod planerne indtil 1. juni, hvorefter planen inklusive bemærkninger bliver forelagt plan- og miljøudvalget.