Muslinger med kødprocent på ca. 20 – 25% højere end sidste år, lover godt for sæsonen.
”Ovenpå sidste års katastrofeår er dette helt opløftende,” fortæller skipper på L158 Heidi Bach, Oddesund John Hansen, som har fisket sin uge ration på 30 tons på små 13 timer, ved løgstør bredning. ”Det lyder måske som en kort arbejdsuge, men så godt spiller det heller ikke. Havde vi blot mulighed for tre ture pr. uge kunne vi godt holde en hæderlig indtjening hjemme.
Muslingefiskerne har med det dårlige fiskeri sidste år, valgt at gå fra 45 tons ned til 30 tons pr. uge. Flåden der fisker muslinger er ligeledes reduceret fra ca. 50 fartøjer til i dag kun at være 30 – 35 aktive både. Nogle licenshavere har erhvervet to tilladelser til muslingefiskeriet, for netop at holde indtjeningen oppe.
Skipper John Hansen kunne ligeledes fortæller at første levering af blåmuslinger kun var med 5% undermålere og de øvrige muslinger var af pæn størrelse. ”Nu venter vi bare på resultatet af analysen, så har vi et billede af hvor godt det er gået. Vi går på fjorden i næste uge igen og regner med en tur pr. uge indtil midten af december.”
De første prøver af fangsten viser kødprocenter der ligger på 25% højere end sidste år, det skulle være nok til at Vildsund Blue kan holde deres markedsandele. Sidste år betød den dårlige kødprocent på knap 16% at 25 medarbejdere fra fabrikken blev sendt hjem, pga. ringe afsætning.
FiskerForum.com