Mandag fik Fjordhaverne på Nykøbing Mors fint besøg. Det skete, da Minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Mogens Jensen gæstede den maritime nyttehave for at blive klogere på, hvordan blå økosystemer og marine ressourcer ikke blot kan bidrage til fantastiske gastronomiske oplevelser, men også hvorledes de kan være en del af løsningen på klima- og miljøproblematikker.
Det kunne blandt andet være ved at dyrke bæredygtige afgrøder som fx blåmuslinger og tang i Sallingsund ved Limfjorden.
Minister Mogens Jensen har set frem til et besøg på sin hjemstavn Mors og ikke mindst til at se på, hvordan Danmarks mere end 7.000 km lange kyststrækning både kan bidrage til regenerativ fødevareproduktion, men også hvorledes den kan skabe gastronomiske fællesskaber på tværs af landet og potentielt også på tværs i Norden.
Nysgerrig om mulighederne under havoverfladen
Det er ikke tilfældigt, at Mogens Jensen gæster lige præcis Nykøbing Mors og «Fjordhaven Nykøbing«, da foreningen var en af de første i Danmark der fik øjnene op for mulighederne lige under havoverfladen.
»Som minister for både fødevarer og fiskeri vil jeg gerne fremme en forståelse for alle de muligheder, der ligger i havet omkring os. Vi har så meget herlig natur her i Danmark, herunder 7.000 km kyststrækning. Havet betyder ikke kun noget for de mange, der arbejder i fiskerierhvervene, men også for de 200.000 lystfiskere, der har fisketegn, for vores turisme, ja for os alle. Kan flere børn og voksne få en bevidsthed om den mangfoldighed af liv, som findes under overfladen, er det kun godt. Og der spiller »Havhøst« og netværket af »maritime nyttehaver« en vigtig rolle,« fortalte Mogens Jensen.
Fra Danmark til Norden og resten af verden
På ganske få år har bevægelsen med de maritime nyttehaver spredt sig som en steppebrand langs de danske kyster, og nu viser andre nordiske lande også interesse for den danske bevægelse, som går ud på at dyrke muslinger, tang og østers i stedet for kartofler, ærter og gulerødder. Og senest har åndsfæller fra så langt væk som Mexico, der også har vist interesse for Havhøst-modellen.
»For et år siden var der seks aktive dyrkningsforeninger, og inden året er omme runder vi 20. Danskerne er ved at få øjnene op for, at der ikke behøver at være noget modsætningsforhold mellem dyrkning af fødevarer og opbygning af sunde og robuste økosystemer, i hvert fald ikke når afgrøderne hedder muslinger og tang. At man så endda kan dyrke sin interesser og sine afgrøder sammen med andre i det område, hvor man bor, med vind i håret og våde fingre, gør jo ikke oplevelsen mindre,« forklarede stifteren af »Havhøst« Joachim Hjerl.
»Som en af de første fjordhaver i landet og hjemmehørende i Danmarks skaldyrshovedstad er vi meget stolte over, at ministeren har valgt at høre på os om muslingedyrkning i foreningsregi. Vi glæder os rigtigt meget til Mogens Jensens besøg,« lyder det fra Peter Kristensen, der er formand for Nykøbing Mors Fjordhave, der blev stiftet tilbage i 2015.
Bag initiativet står den selvejende institution »Havhøst«, stiftet i 2011 som en blå udgave af urban farming. I dag er organisationen vokset til en landsdækkende enhed med mere end 500 havbønder, der mødes og dyrker muslinger, tang og østers fordelt på 13 maritime nyttehaver med en aktiv dyrkningspraksis, bl.a. i Aalborg, Kerteminde og Ebeltoft. Organisationen bedriver desuden undervisning, og har de seneste år haft mere end 5.000 københavnske skoleelever på skolebænken ved havnen.
Om Havhøst
Havhøst er en selvejende institution med det overordnede formål at skabe en større forståelse for blå økosystemer og marine ressourcer. Havhøst har fokus på:
- Bæredygtig kultivering af marine afgrøder, herunder understøttelse af lokalt forankrede, folkedrevne dyrkningsforeninger.
- Undervisning, herunder udvikling af undervisningsmaterialer og gennemførsel af forløb og aktiviteter rettet mod skolebørn.
- Formidling i bredere forstand, herunder gennem kampagner, events, foredrag og deltagelse på festivaler og lignende.
Havhøst-bevægelsen er hjulpet godt på vej af bl.a. støtte fra VELUX FONDEN, Spar Nord Fonden, Vores Natur og Friluftsrådet, der har været med til at løfte de maritime nyttehaver fra lokale initiativer til en landsdækkende bevægelse, der nu også oplever øget interesse fra udlandet.
Læs mere om Havhøsts arbejde med maritime nyttehaver og se hele Ild & vand-programmet på www.havhøst.dk/begivenheder.