Den danske virksomhed Vestergaard Marine Service A/S har fået eneagentur på det græske firma Erma Firsts system til behandling af ballastvand. Brug af ultrafine partikel filtre og elektrolyse gør systemet, der netop er blevet godkendt af FNs internationale maritime organisation, IMO, både miljøvenligt og energibesparende
I kølvandet på sidste uges internationale konference i København om behandlingen af ballastvand, glæder man sig hos Vestergaard Marine Service A/S over, at det system, den danske virksomhed tilbyder til behandling af ballastvand, netop har opnået den endelige godkendelse fra IMOs komité til beskyttelse af det marine miljø, MEPC.
Salgschef Per Lyngholm Andersen hos Vestergaard Marine Service, der har eneagentur i Skandinavien på det græske firma Erma Firsts system til behandling af ballastvand, forventer en stor fremtidig vækst i dette forretningsområde.
BAGGRUND:
Den 8. marts blev der i København holdt en international konference, Copenhagen International Ballast Water Management Conference 2012. Bag konferencen stod Naturstyrelsen, Danmarks Rederiforening og Søfartsstyrelsen.
Når et skib udleder ballastvand, er der risiko for, at fremmede organismer etablerer sig og medfører uønskede effekter på de oprindelige arter i vandmiljøet.
Ifølge den Internationale Maritime Organisation under FN, IMO, overføres der hvert år omkring 10 milliarder tons ballastvand mellem verdenshavene. Det medfører en risiko for at overføre arter fra deres naturlige levesteder til nye områder, og de fremmede arter kan vise sig at være skadelige for det plante- og dyreliv, der naturligt forekommer i vandmiljøet.
Derfor har IMO vedtaget en konvention, der stiller krav til, at alle skibe skal have et godkendt anlæg til rensning af ballastvand.
Konventionen træder i kraft 12 måneder efter, at den er blevet ratificeret af 30 lande, der tilsammen har registreret 35 procent af verdens tonnage.