Søfartsstyrelsen er blevet gjort opmærksomme på, at Flamazine i øjeblikket ikke kan fremskaffes med passende holdbarhed. På den baggrund er der indført en midlertidig ordning.
I øjeblikket kan brandsårsmedicinen Flamazine (Sølvsulfadiazin) ikke leveres med en passende holdbarhed. Det er et problem for redningsflåder, som skal i land for service med intervaller på to år eller mere. Medicinen er en del af CR-medicinkisten.
På den baggrund har Søfartsstyrelsen derfor midlertidigt tilladt, at medicinen leveres i separat forseglet vandtæt pose. Almindeligvis er medicinen pakket i redningsflådens medicinkiste.
Posen skal opbevares sammen med det radioudstyr, som skal medbringes, hvis det bliver nødvendigt at anvende redningsflåden.
Servicestationer bedes rekvirere en fortrykt tilladelse, som medsendes nyservicerede redningsflåder.
Tilladelsen kan rekvireres ved henvendelse til Det Maritime Sundhedsvæsen, telefon 76 66 04 24 eller e-mail: cms@dma.dk.
Har du yderlige spørgsmål, kan du henvende dig til sygeplejerske Michael Lund Nielsen, mln@dma.dk eller på telefon 76 66 04 24.