Regeringen og et politisk flertal har netop besluttet den konkrete placering af fem stenrev i de danske farvande. De skal ligge i Køge Bugt, ved Nivå Strandpark nord for Hundested og i Lillebælt ved både Helnæshoved Flak og Lyø W Flak.
De skal beskytte livet på havbunden og styrke biodiversiteten, skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Nu kommer der bedre levevilkår for krebsdyr og småfisk, skove af tang og føde til både fisk, sæler og fugle.
I kredsen omkring Regeringen med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Kristendemokraterne og Alternativet er man nu blevet enige om den konkrete placering af fem sten-rev i de danske farvande. Sten-rev bidrager til mere liv under havoverfladen, bl.a. fordi de skaber små hulrum og overflader, som er gode levesteder for havets dyr og planter.
Den konkrete placering for de fem stenrev er:
- Et stenrev med formidlingsformål i det nordlige Øresund ved Nivå Strandpark
- Et stenrev med formidlingsformål i Køge Bugt
- Et stenrev nord for Hundested i Kattegat
- Et stenrev ved Lyø W Flak i Lillebælt
- Et stenrev ved Helnæshoved Flak i Lillebælt
»I mange år er der blevet fisket sten op fra havets bund til at bygge med. Havets dyr og planter mistede levesteder og fugle og marsvin mistede steder, hvor de kunne finde føde. Nu giver vi det tilbage til naturen.
Med stenrevene skaber vi bedre forhold for og passer bedre på, det mangfoldige vilde liv, der findes under havets overflade. Det er der brug for, og det er på tide, siger miljøministeren.
Det er midler fra Natur- og Biodiversitets-pakken fra december 2020 og fra Finanslovsaftalen 2022, der bliver brugt på at etablere stenrevene. Stenrevene omfatter finansiering for i alt ca. 35 mio. kr. og der er i vidt omfang tale om genopretning og reetablering af tidligere sten-rev, som er helt eller delvist forsvundet på grund af tidligere tiders stenfiskeri.
- Stenrevene omfatter finansiering for i alt ca. 35 mio. kr. Midlerne kommer fra Natur- og biodiversitetspakken, der blev indgået aftale om i december 2020 mellem Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet. Derudover er der afsat midler i Finanslovsaftalen 2022, som de samme partier samt Kristendemokraterne står bag.
- Aftaleparterne har besluttet, at midlerne skal udmøntes til stenrev i Øresund, Kattegat og Lillebælt.
- Et stenrev har til formål at øge biodiversiteten, og stenene anlægges, således at der skabes flest mulige forskellige levesteder (mikro-habitater). Derved opnår stenrevet en høj kompleksitet, der skaber rum til mange forskellige dyr.
- Et stenrev kan også have et formidlingsformål. F.eks. vil et formidlingsrev være anlagt på relativt lavt vand tæt på kysten, hvor der typisk er let adgang for offentligheden. Formålet er både at skabe gode betingelser for havets dyr og øge kendskabet til det marine miljø knyttet til et stenrev, samtidig med at der skabes et oplevelsesrum.
- Det anslås, at stenfiskeri fra 1900 til 1999 har fjernet 8,3 mio. kubikmeter sten fra primært de kystnære områder ud til 10 meters vanddybde. Det svarer til, at der er fjernet 55 km2 levesteder for revarter og makroalger – et areal på størrelse med Fanø. Stenene er fisket op for at blive brugt i byggeriet af bl.a. havnemoler.
- Udover ovennævnte stenrev arbejder Miljøstyrelsen pt. med genetablering af stenrev ved Roskilde Fjord, Gilleleje samt Taarbæk.
- Miljøstyrelsen vil stå for anlægning af stenrevene og vil i den forbindelse også indlede dialog med lokale foreninger i områderne. Før stenrevene kan anlægges, skal der laves geologiske og biologiske forundersøgelser, for at undersøge, om områderne er egnede til etablering af stenrev – f.eks. om havbunden er i stand til at bære de udlagte sten.