Formanden for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen blæser nu til kamp mod absurde regler, såsom krav om vejning ved landing og de nye melderegler samt den alt for høje detalje-grad i kravene om sporbarhed.
Fiskernes klager over urimelige regler, affærdiges ofte af myndighederne med det nødvendige, da reglerne er indeholdt i kontrolforordningen. Dette vil Danmarks Fiskeriforening nu have en arbejdsgruppe til at se nærmere på, så det hele kan blive endevendt og regler som hindre, hæmmer eller direkte chikanerer fiskerne i deres arbejde, kommer for dagens lys, så de kan blive ændret.
”Det kan ikke være meningen at kontrolforordningen med indførelse af nye regler og stramninger fuldstændigt skal hindre et normalt fiskerliv og samtidig tage modet fra fiskerne, alle er trætte af regeltyranniet,” fortæller formanden på Fiskeriforeningens hjemmeside.
”Mange af reglerne giver slet ingen mening i et moderne dansk fiskeri,” fortsætter Svend-Erik Andersen og nævner et eksempel, hvor en fisker var tvunget til at vente i op til to timer, med at anløbe havn, fordi reglerne foreskriver, at hvis en fangst er på over 300 kilo af arter, der er omfattet en forvaltningsplan, skal han melde sin landing to timer før, selvom fiskeriet var foregået lige udenfor havnen.
Arbejdsgruppen vil blive nedsat og med medlemmer og andre der har viden og erfaringer fra havnene rundt omkring, således man kan få et retvisende billede af de faktiske forhold.