Da FF Skagen stiftede Scandic Pelagic, skete det i tæt samarbejde med Västkustfisk SVC AB. Ejerforholdet fordeles med FF Skagens 70 procent, mens SVC ejer de resterende 30 procent af Scandic Pelagic.
I denne artikel fortæller FF Skagen nærmere om den svenske medejer og om, hvordan det går med samarbejdet om Scandic Pelagic.
Västkustfisk SVC AB er et helejet datterselskab af Svenska Västkustfiskarnas Centralforbünd, som igen er medlems-organisationen for de svenske fiskere med otte afdelinger og omkring 450 medlemmer. Västkustfisk SVC AB’s primære mission er at sælge fiskernes produkter til den højeste pris.
Peter Sjöholm er administrerende direktør for såvel Västkustfisk SVC AB og Scandic Pelagic Västervik AB. Han forklarer, hvorfor det gav god mening for dem at stifte Scandic Pelagic sammen med FF Skagen: »Det er naturligt for os at møde den udvikling, vi ser i samfundet, hvor man går fra mindre til større enheder. Nu er Sverige og Danmark én enhed, der kommer til at stå stærkere overfor markedet i Europa. Vi opnår synergieffekt i og med, at vi kan optimere produktionen og i næste led optimere for-sendelsen, og derved styrker vi vores konkurrenceevne i et meget krævende marked,« siger adm. direktør i Västkustfisk SVC og Scandic Pelagic Västervik, Peter Sjöholm.
Vigtigheden af et fælles ejerskab af Scandic Pelagic understreges også af Anders Gustavsson, som er medlem af Swedish Pelagic Federation PO. »Det er uhørt vigtigt for det svenske fiskeri, at vi samarbejder med Danmark, da svensk fiskeri ikke har en størrelse til at stå alene. Samarbejdet med Danmark, og samarbejdet mellem FF og SVC er både rigtig godt og også helt naturligt, da det bygger på en lang tradition og hvor alle kender hinanden,« siger Anders Gustavsson videre.
Bliver mødt med respekt
Samarbejde og medejerskab med Västkustfisk SVC er ikke noget nyt for FF Skagen. Siden 1999 har SVC og FF sammen ejet og drevet fryseriet i Västervik, som sidenhen opkøbte sildefabrikkerne på Ellös og i Aalbæk og samlede dem under SweDen Pelagic, inden det blev en del af Scandic Pelagic. Samarbejdet er på svensk side ført videre med Peter Sjöholm og bestyrelsesformand for såvel Västkustfiskarnas Centralförbund samt Västkustfisk SVC, Roger Skymne, i spidsen. Og med hensyn til samarbejdet om det nye foretagende medejerne imellem, er Peter Sjöholm yderst tilfreds.
»Det går fantastisk godt. Der er en stor tiltro til hinanden, og fremfor alt har Johannes Palsson udvist stor interesse for den svenske del og for at skabe én enhed. Tidligere ejede vi jo fabrikken i Västervik 50-50, men i Scandic Pelagic har FF Skagen majoriteten. Svensker-delen kunne let blive glemt i det store billede, men den opfattelse har jeg aldrig haft. Tværtimod opfatter jeg, at vi bliver mødt med respekt, og at vi er en del af helheden,« siger Peter Sjöholm.
Historien bag samarbejdet med SVC
Samarbejdet med Västkustfisk SVC AB strækker sig helt tilbage til 1990’erne. Dengang ejede Västkustfisk SVC en fiskemels-fabrik på Engholmene nord for Göteborg, og forhenværende adm. direktør i FF Skagen, Werner Broberg, havde et godt samarbejde med den svenske virksomhed om, at overskydende fisk blev leveret til FF, samtidig med at han kunne hjælpe den svenske fabrik med at afsætte deres mel på verdensmarkedet gennem sine mange kontakter. Dette samarbejde udmøntede sig sidenhen i, at SVC og FF gik sammen om at købe Astrid Seafood i Västervik i 1999.
Västkustfisk SVC og Fiskernes Fiskeindustri AmbA overtog Astrid Seafood den 31. juli 1999 med 50 procent af aktiekapitalen hver. Den svensk-dansk ejede virksomhed fik nyt navn, Swe-Dan Seafood AB og er i dag en virksomhed bedre kendt under navnet Scandic Pelagic Västervik AB.
Opkøbet blev foranlediget af daværende direktør i SVC, Lars Erik Persson, som var blevet kontaktet af Astrid Seafoods direktør, Leif Johansson. Astrid Seafood var startet op i Västervik i 1997 og indfrøs brisling fra Østersøen til konsum og minkfoder til det østeuropæiske marked. Leif Johansson ønskede imidlertid at fokusere mere på deres fryseri i Rønningen på Vestkysten, og derfor var han meget tilfreds med, at SVC og FF kunne køre fryseriet i Västervik videre. »Det tætte samarbejde gjorde det naturligt for SVC, at henvende sig til FF om at købe selskabet i Västervik sammen,« fortæller nuværende direktør i FF Skagen Fond og tidligere økonomidirektør i FF Skagen, Poul R. Poulsen. FF Skagen så et klart potentiale i fabrikken, som var fin og velfungerende.
Det blev aftalt således, at alt overskydende fisk fra Västervik ville blive fragtet til SVC’s fabrik på Engholmene eller FF’s i Skagen. »Idéen var at sikre ekstra fisk til FF, samtidig med at vi fik fodfæste indenfor konsumindustrien,« erindrer Poul R. Poulsen. Da SVC’s fabrik på Engholmene sidenhen lukkede i 2005, overgik fabrikkens leverandøraftaler til FF Skagen.
Fakta:
Udover Scandic Pelagic, ejer Väst- kust sk SVC delvist disse foretagender:
- Sweden Seafood (75%) – Denne virksomhed bearbejder opdrætslaks
- Bua Shell sh (75%) – Denne virksomhed producerer jomfruhummer og rejer
- Göteborgs Fiskauktion (50%)