I det hele taget lægger FSK-PO (Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri) ud med en kritisk tilgang til den Danske Hav-plan, som ifølge kystfiskerne ikke lever op til målsætningerne i Havstrategidirektivet og i EUs biodiversitetsstrategi.
Dermed lever planen heller ikke op til sin egen målsætning om at udnytte havets ressourcer på et bæredygtigt grundlag under anvendelse af en økosystembaseret tilgang og sænke presset på den marine natur.
Tværtimod, så udlægges store dele af det danske hav til råstofområder, hvor der kan suges sand og grus, skriver FSK-PO i deres høringssvar til Søfartsstyrelsen og til Erhvervsministeriet. De henviser til, at én af de helt store årsager til den massive udvindelse af råstoffer er, at de skal bruges til Energi-Øen i Nordsøen.
Men – Energi-øen må ikke ødelægge havets natur og true fiskebestandene.
FSK-PO fik i den anledning foretræde for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg. Her udtrykte FSK-PO deres bekymring for den øgede råstofindvinding, som følge af energiøen. De opfordrede Folketinget til at gentænke og genoverveje energiøerne. Havmøller skal sikre ægte grøn energi, hvilket sikres ved, at etableringen ikke bidrager til at ødelægge havets natur. Men at konstruktionen istedet øger biodiversiteten og fremmer det skånsomme kystfiskeri.
I følge hav-planens miljøvurdering kan den markante forøgelse af råstofudvindingen føre til »en væsentlig negativ påvirkning af fiskebestandene, og en væsentlig negativ påvirkning af havbundens integritet kan ikke udelukkes, hvilket kan medvirke til tab af naturtyper og fragmentering af naturtyper i de udlagte områder«, skriver FSK-PO i deres høringssvar.
Ikke rimeligt – planen bør ændres radikalt
Fiskerne er pålagt at reducere deres fiskeri og mindske deres pres på natur og fiskebestande. Alt imens råstofsektoren øger presset.
Dette er ikke en bæredygtig udvikling.
Med denne løsning kan havmøllerne måske nok bidrage med vedvarende energi. Men energien er ikke grøn. Ikke når man, for at nå målet, ødelægger hav-natur og fiske-bestande.
Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri konkluderer i deres høringssvar, at Havplanen blot er en videreførelse af den nuværende tilgang til brug af havets resurser. Derfor anbefaler FSK-PO, at Hav-planen i sin nuværende form ikke godkendes.