Den førende islandske fiskerivirksomhed Eskja, der har base i Østkysthavnen i Eskifjörður, satte i denne uge en ny rekord, med modtagelse af den største blåhvilling-fangst, der nogensinde er landet på én gang i Island.
Det var det færøske pelagiske fartøj »Christian í Grótinum« der lagde til i Eskifjörður med hele 3.653 tons blåhvilling om bord. Dette er den hidtil største enkeltlanding i nogen islandsk havn overhovedet, ligesom det samtidig er »Christian í Grótinums« største og bedste tur nogensinde med blåhvilling.
Ifølge fiskerivirksomheden Eskja vejede fangsten præcist 3.652.803 kg og det tog ifølge fabrikken omkring 24 timer at tømme skibet over i virksomhedens lagertanke.
År til dato har Eskja i Eskifjörður modtaget 28.000 tons blåhvilling, hvoraf omkring halvdelen er landet af færøske og norske fartøjer.
Karstensens Skibsværft i Skagen leverede tilbage i 2022 »Christian í Grótinum«, der måler oa 89,00 meter og som har en bredde på 17 meter. Det er et af de største pelagiske fiskefartøjer, der opererer i Nordatlanten.
»Christian í Grótinum« fisker med et 2300 Gannet trawl med fangstpose, begge leveret af Vónin.