Fart og kurs er sat til Vancouver i det vestlige Canada, til provinsen Britisk Columbia, hvor de nye ejere af den 34 år gamle og godt 41 meter lange trawler har hjemhavn. Det er Canadian Fishing Compagny der sammen med Dickens familien har købt trawleren.
Torsdag omkring middagstid var så sidste tur i dansk farvand for »Lingbank«, der vemodigt viste hækken for sidste gang da den passerede molerne i Hanstholm, og begyndte den vel nok længste sammenhængende tur nogensinde i skibets historie.
Garvede søfolk ombord
I styrhuset stod den 57-årige skipper John Kelly, der sammen med besætningen og skibets danske maskinmester Preben Munk, nu skal tilbringe de næste 50 til 55 døgn ombord.
Preben Munk har trofast fulgt fiskerfamilien Rasmussen i næsten 25 år, hvor de sidste 14 år har været ombord på gamle »Lingbank«. Preben går efter turen gennem Panama-Kanalen på en velfortjent pension, fortæller Jens Sauer Rasmussen oprigtigt og smilende, at Preben slutter af med manér og med et tur der kroner Prebens indsats på fornemste vis.
Hanstholm fiskeren fortæller videre, at forude venter nu en knap 10.000 sømil lang og spændende tur for »Lingbank«, der nu har taget sin start i Hanstholm og som efterfølgende vil sende fartøj og besætning igennem så forskellige farvande som‚ Nordsøen, Den Engelske Kanal, Det Keltiske Hav, Atlanterhavet, Det Caribiske Hav, Panama Kanalen, Panamabugten og Stillehavet inden destinationen er nået.
Nybygningen kommer til efteråret
Selv venter familien Rasmussen nu på nye »Lingbank«, der i øjeblikket ligger ved værftet Nauta SA i Gdansk og som forventes til Karstensens Skibsværft sidst i april måned. Jens Sauer Rasmussen fortæller, at der har været lidt forsinkelser undervejs, men kun som forventede når man har med nybygninger at gøre. Til gengæld er arbejdet bare i orden, der er ikke gået på kompromis med noget, fortæller han, selvom tidsplanen til tider har været stram. Men som Jens understreger, så har familien prioriteret kvalitet fremfor det tidsbesparende akkordarbejde. Selv glæder han sig med familien til første fiskeri i efteråret, der formentlig bliver efter sild eller brisling, med nye »Lingbank«. Tiden indtil da, bliver med færdiggørelsen af familiens nye kontor og halbyggeriet på Havnen i Hanstholm og så tilrettelægge administrationen og fiskeriet, så første fiskedag kan blive så ligetil og ukompliceret som muligt.
Gamle Lingbanks sidste overhaling
De sidste par måneder har gamle »Lingbank« gennemgået en større overhaling i Hanstholm, hvor skibet blandt andet er klargjort efter canadiske skibskrav og fået de nødvendige certifikater inden afrejsen. Derudover er »Lingbank« blevet rigget med fiskegrej og redskaber samt fået provianteret og bunkret til den lange tur til Canada.
I den periode har de tre canadiske brødre fra familie Dickens og familien Rasmussen knyttet et varmt og nært venskab og Jens Sauer Rasmussen fortæller til FiskerForum.dk, at det ikke er det sidste man har set til gamle »Lingbank« og familien Dickens. »De har fået den helt rigtige båd til deres fiskeri og de glæder sig til at komme igang med fiskeriet til efteråret,« siger den nordvestjyske fisker der også selv glæder sig til på et tidspunkt, at gense både gamle »Lingbank« men også Dickens-familien i Canada.
Torsdag middag var så familien Rasmussens sidste vemodige farvel til »Lingbank«, der har været i familiens eje de sidste 14 år. Hanstholm familien venter nu at »Lingbanks« efterfølger kommer fra det polske værft Nauta og sidenhen bliver leveringsklar fra Karstensens Skibsværft A/S i Skagen til levering i efteråret 2019.