Det bliver nu igen muligt for virksomheder, der forarbejder fødevarer, at søge om tilskud til investeringer til nye processer og teknologier til fødevareforarbejdning.
Investeringsordningen for virksomheder, der forarbejder fødevarer, er en del af Grøn Vækst-aftalen og en del af EU’s Landdistriktsprogram 2007-2013. Ordningen åbnede første gang i midten af 2010 og genåbner i juli 2011 i en lidt ændret udgave.
Målet med ordningen er stadig at understøtte den teknologiske udvikling ved investeringer i nye teknologier og processer for at styrke produktiviteten og værditilvæksten i sektoren. For de enkelte virksomheder betyder det, at de igen i år får mulighed for at få tilskud til investeringer i nye og mere miljøvenlige teknologier, der samtidig effektiviserer forarbejdningen af fødevarer.
Hvem kan søge
Virksomheder der forarbejder primære landbrugsprodukter kan modtage tilskud. Små og mellemstore virksomheder kan opnå et tilskud på op til 40 % af de tilskudsberettigede udgifter, mens virksomheder på op til 750 medarbejdere og en omsætning under 200 mio. euro kan få op til 20 % i tilskud.
Frist for ansøgning
Fristen for at indsende ansøgninger er i år den 15. september. Ansøgningerne skal sendes til FødevareErhverv, og ansøgningsmaterialet kan hentes på FødevareErhvervs hjemmeside.