Det internationale havforskningsråd ICES har i dag offentliggjort anbefalinger for de vigtigste sildekvoter for 2019. Anbefalingen indebærer blandt andet en reduktion i den danske sildekvote i Nordsøen på 62% i forhold til kvoten i 2018, for vestlig Østersø og for fiskeriet i Skagerrak/Kattegat anbefaler ICES et stop for fiskeriet.
Hvis anbefalingen følges, vil det få alvorlige økonomiske konsekvenser for dansk fiskeri og kystsamfund, er meldingen fra Danmarks Pelagiske Producent Organisation.
30 procents nedgang
Her har man regnet sig frem til at de samlede forventede tab i omsætning for danske sildefiskere ligger på cirka 344 millioner kroner i forhold til 2018, en reduktion i omsætningen på cirka 30 procent for den samlede pelagiske sektor, der fanger sild, makrel og industrifisk.
Formanden for Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Fridi Magnusen, forklarer at når én fisker sejler ud, er det ikke op til ham eller hende, hvor mange fisk, der må komme i nettet. Danske fiskere er derfor dybt afhængige af de anbefalinger og bestemmelser, der hvert år fastsætter hvor meget og på hvilke vilkår, der må fiskes. Formanden påpeger videre, at fiskeriet er en langsigtet investering. Der er ingen kortsigtet gevinst. Et nyt fiskefartøj koster i omegnen af 250 millioner kroner, så det kræver både mod og mandshjerte samt ikke mindst stabile rammevilkår, at turde satse på fiskeriet. Brexit truer dansk fiskeri på livet. Derfor er det særdeles alvorligt, hvis de danske sildefiskere ovenikøbet, som følge af ICES anbefalingen, også står til at miste 30 procent af omsætningen næste år.
Fridi Magnusen understreger at dansk fiskeri går en usikker fremtid i møde, hvis fiskerne kun må fange under halvt så mange sild i Nordsøen, og slet ingen i Skagerrak/Kattegat og i den vestlige Østersø næste år. Det er særdeles alvorligt for hele erhvervet og industrien på land. Der venter nu en betydelig politisk opgave med at sikre en fornuftig og ansvarlig forvaltning af sildebestandene, der skal være ro om rammevilkårene for danske fiskere, så man kan fastholde de mange arbejdspladser i kystdanmark, der er på spil.
Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO) skriver videre om de vidrækkende konsekvenserne det vil få hvis ICES’ kvoterådgivning implementeres:
- Den danske kvote på sild i Nordsøen falder med 62 procent i 2019 i forhold til kvoten i 2018 på 113.000 tons. Det svarer til et tab på ca. 260 millioner kroner i 2017 priser. Generelt anbefaler ICES en reduktion på 51,5 procent, men pga. en særlig fordelingsnøgle i EU, vil reduktionen i den danske kvote blive 62 procent.
- Den danske kvote på sild i den vestlige Østersø falder med 100 procent i 2019 i forhold til kvoten i 2018 på 2.400 tons. Det svarer til et tab på ca. 9 millioner kroner i 2017 priser.
- Den danske kvote på sild i Skagerrak/Kattegat falder med 100 procent i 2019 i forhold til kvoten i 2018 på 20.500 tons. Det svarer til et tab på ca. 75 millioner kroner i 2017 priser..
Et samlet forventet tab i omsætning for den pelagiske sektor på 344 millioner kroner, hvilket svarer til 10 procent af omsætningen i dansk fiskeri totalt, og ca. 30 procent for den samlede pelagiske sektor.
ICES rådgivning kan findes her