Lørdag d. 19. maj kl. 11.00 vil en biskop åbne det forseglede lastrum til fiskekutteren HG7, der ligger til kajs i Nyhavn. I mere end et døgn har skuden været undervejs fra nordjyske Hirtshals, hvor lokale fiskere har sørget for en lastfuld smukke eksemplarer af den fisk, som i år bliver kåret til ”Årets Pinsefisk”.
Traditionen med en årlig Pinsefisk er blevet en tilbagevendende begivenhed i mange danskeres madkalender. Det er nemlig en oplagt anledning til at glæde sig over havets fantastiske spisekammer og til at sætte en ny fiskeret på familiens menukort. Knurhane, hornfisk, kuller og rødtunge – siden år 2000 har fiskehandlernes bud på en lækker pinse-spise haft mange navne. Men hvad bliver så Årets Pinsefisk 2012?
Hygge og smagsprøver i Nyhavn
Hans Hebo fra Nørreport Fiskehus vil ikke løfte sløret, men inviterer alle interesserede til at komme forbi, når lastrummet på HG7 åbnes og pinsefisken åbenbares: ”En del af legen er jo, at vi ikke rigtig ved før ugen inden pinse, hvad vi skal servere for familien i helligdagene. Men hvis man gerne vil være blandt de første til at vide det, kan jeg stille en hyggelig oplevelse på kajkanten i Nyhavn i udsigt – og selvfølgelig lækre smagsprøver på Årets Pinsefisk.”
Bag smagsprøverne står ikke nogen hr. hvem-som-helst. Køkkenchef Boris Buono fra Krogs Fiskerestaurant sørger for den kulinariske iscenesættelse. Og Buono er vild med Pinsefisk – uanset hvad det er for en fisk: ”Det er vigtigt for mig, at få flere danskere til at gå efter lokale sæsonvarer. På den måde får vi de bedste, billigste og mest friske varer. Samtidig skåner vi miljøet for lange transporter og giver havmiljøet en tiltrængt håndsrækning.”
Det er efterhånden 12 år siden, at den første Pinsefisk blev kåret i et samarbejde mellem tidligere biskop Jan Lindhardt og foreningen Danmarks Fiskehandlere. I år er Biskop Peter Fischer-Møller inviteret med til kåringen: ”For mig er Pinsefisk-traditionen en anledning til at stoppe op i en travl hverdag og nyde et godt måltid sammen med de mennesker, jeg holder af. Få lidt rum til refleksion og eftertanke – og her er måltidet jo en skøn ramme,” fortæller biskoppen.
Program for lørdag d. 19. maj:
Kl. 11.00: Velkomst
Kl. 11.05: Biskop Peter Fischer-Møller kårer Årets Pinsefisk
Kl. 11.15: Fisker, fiskehandler og fiskekok taler om fisk!
Kl. 11.30: Smagsprøver, auktion, og konkurrencer på Årets Pinsefisk
Kl. 14.00: Afslutning på fejringen af Årets Pinsefisk
Kilde: Danmarks fiskehandlere
FiskerForum.com