Dramatiske minutter omkring kl. 20.20 i aftes den 9. juli, da Hvide Sande Redningsstation modtog nødopkald fra RI 220 Actinia, en 50 tons trækutter.
Meldingen lød på indstrømmede vand i maskinrummet og skibet var begyndt at synke på en position 30 sømil SV for Hvide Sande.
Fra Hvide Sande blev både Emil Robin og den lille redningsbåd LRB sendt af sted med pumper og lænsegrej.
Om bord på Actinia forsøgte skipper Bent Muff Nielsen og bedstemand samtidig at få lænset maskinrummet, men de kunne ikke følge med det indstrømmende vand, så da vandet stoppede motoren, gik de to fiskere iført overlevelsesdragt i redningsbåden.
Under hele dramaet lå RI 159 Merano ikke langt derfra, med skipper Henning Pedersen. Så da besætningen fra Actinia gik i redningsbåden var hjælpen lige ved hånden og Merano samlede begge fiskere op i god behold. Bådene havde trawlet sammen hele dagen og havde endnu ikke fået fyldt lasten.
Reddet vel op i Merano kunne skipper Bent Muff nu stå og se sit levebrød blive opslugt af bølgerne, for øvrigt en oplevelse som redningsmanden Henning Pedersen selv havde oplevet med Merano året før.
Redningsbådene blev kaldt tilbage kl. 20.50, uden at være kommet i aktion.
Fiskerne brugte resten af natten på at bjærge trawl og vraggods fra den sunkne kutter og først klokken 4.30 landede de velbeholdne i Hvide Sande igen.
Efter nogle bevægende timer med familien, og i lettelse over at den dramatiske situation var endt godt, plus et par timers søvn, var Bent Muff Nielsen allerede hertil formiddag i gang igen.
FiskerForum.com