AS Scans punktlighed og omhu, har nu skaffet den vestjyske smedevirksomhed foden indenfor hos en af offshore-branchens helt tunge drenge.
Esvagt med hovedsæde i Esbjerg, er en del af Svitzer-gruppen, der igen er ejet 100 pct. af A.P.Møller-Mærsk gruppen, råder i dag over 33 fartøjer. De varetager forskellige opgaver World Wide, med opgaver indenfor redningstjeneste og andre former for service til primært olieindustrien.
Hvide Sande-firmaet har netop afleveret en større opgave på et af Esvagt-fartøjerne. Hovedopgaven her på Esvagt Bergen var, at opdatere operationssystemet på skibets hækport samt udføre en række underopgaver, såsom reparation af portindikationen på broen, fejlfinding på styremaskiner, udskiftning af navigationsomskifter, nyt FFU system samt montering af servicevogn.
”Det er folk der ved hvad de vil have, og som arbejder meget professionelt, de går ikke på kompromis med kvalitet og sikkerhed,” fortæller Michael Vejlgaard direktør for AS Scan til Metal-Supply. Der videre fortæller at opgaven både har været spændende og udfordrende, men også lærerig for AS Scan, der havde 14 mand på opgaven.
Vi har i hele processen haft et virkeligt godt samarbejde med folkene omkring Bergen-projektet, der være sig både med ledelse samt besætning ombord på fartøjet.” fortæller Michael Vejlgaard videre.
Udover opgavens kompleksitet, krævede opgaven nøje organisering og planlægning, idet tidshorisonten for udførelsen blot var en uge, hvilket i sig selv var en udfordring, da tilsvarende opgaver normalt er beregnet til at tage op til seks uger.
”Det var derfor vigtigt, at alt virkede første gang. For dagbøderne lå typisk i størrelsesorden af 100.000 kroner. Vi havde opgaven som totalentreprise og havde Hvide Sande firmaerne Vest El, til at udføre det elektriske arbejde og HSR udførte den radio-elektroniske del. Derudover var Hirtshals Yacht og Stilladsgruppen Esbjerg samt en række andre underleverandører involveret i projektet. Alle disse aktører skulle spille sammen i hele processen, og derfor var arbejdsbeskrivelser, tegninger og nøjagtige dagsprogrammer for det enkelte arbejdshold af helt afgørende betydning for, at projektet lykkedes,” forklarer Michael Vejlgaard.
”Vi vil gerne gøre os gældende, som en værdig samarbejdspartner indenfor offshore-branchen. Det stiller selvfølgelig krav til os, hver gang vi går ind i et projekt. Derfor satser vi også på at dygtiggøre vores medarbejdere, med efteruddannelse og kurser. Mange af vores opgaver ligger i dag i udlandet, ikke mindst i Norge og i de sydeuropæiske lande. Det betyder, at vores medarbejdere skal kunne arbejde selvstændigt og ansvarsbevist ud fra dokumentationer og arbejdsbeskrivelser. Derfor er det uhyre vigtigt, at både manden bag skrivebordet og medarbejderen, som skal udføre arbejdet, har de rigtige kompetencer,” lyder det fra Michael Vejlgaard, som ikke lægger skjul på, at han er glad for samarbejdet med offshore-sektoren og ikke mindst med Esvagt.