Dansk fiskeproduktion går i retning af bæredygtighed ved at bruge modeldambrug og recirkulerede akvakultursystemer (RAS). Men sygdomme i fisk er et stort problem, men løsningen ligger lige om hjørnet.
Normalt når en sygdom opdages, skal dyrlægen tilkaldes, og en diagnose stilles, før der kan sættes ind med behandling. Dette forsinker reaktionen og kan føre til større økonomiske tab og miljøskader, skriver lektor Louise von Gersdorff Jørgensen fra Sektion for Parasitologi og Akvatisk Patobiologi ved Københavns Universitet, i et nyhedsindlæg på deres hjemmeside.
Hun skriver videre, at ofte bliver kun enkeltstående sygdomme diagnosticeret, mens kompleksiteten af sygdomsforårsagende organismer ikke altid bliver taget i betragtning.
For at forbedre situationen er det vigtigt for fiskeopdrætterne at kunne overvåge sygdomme og stille diagnoser hurtigere.
Projektet »HURTIGFISK« udvikler to ikke-invasive værktøjer, som gør det muligt at opdage sygdomsfremkaldende organismer i vandprøver og stille visse diagnoser på under 20 minutter. Disse værktøjer, kaldet FishChip og FishOn, vil hjælpe med at reagere hurtigt og dermed reducere sygdomsudbrud.
Værktøjerne bruger miljø-DNA (eDNA), som findes i vandet og kommer fra alle organismer, herunder fisk. I RAS kan eDNA fra sygdomsorganismer hurtigt blive koncentreret på grund af vandrecirkulationen, hvilket gør det lettere at opdage dem.
Projektet varer 2,5 år, og de nye værktøjer forventes at forbedre dyrevelfærd, mindske sygdomme og reducere udledningen af kvælstof (N) og fosfor (P), hvilket vil være til gavn for både økonomi og miljø.
Formålet med »HURTIGFISK« er at udvikle ikke-invasive værktøjer til overvågning af fiskepatogener i fiskeopdrætsindustrien i Danmark og globalt. Det første værktøj, FishOn, er en »Electro-chemical LAMP« (eLAMP), der fokuserer på seks dominerende sygdomme hos regnbueørreder.
Partnere i projektet er:
- Centre for Diagnostics
- DTU Health Tech
- FREA, Musholm
- DanAqua
- Eurofish
- Royal Danish Fish.
Du kan læse hele artiklen her på KUs »Department of Veterinary and Animal Sciences« side her