Ny lokalplan åbner op for erhvervsbyggeri ved Fiskernes Hus på Løkken Strand og giver nu mulighed for at åbne op for et decideret erhvervsbyggeri på ca. 1000 kvadratmeter i tilknytning til huset, til håndtering af hummeryngel og dermed skabe starten på et nyt hummer-eventyr.
Det hele startede med et forskningsprojekt på Nordsøen Forskerpark, der omhandlede opdræt og senere udsætning af yngel fra sort hummer i lokalområdet. Målet her er at genskabe en større lokal bestand af sorte hummere på det ca. 30 kilometer lange naturlige stenrev der kystnært strækker sig mellem Hirtshals og Løkken.
Et projekt der ville være en gevinst for områdets erhvervsfiskeri, men også for de lokale restaurationer, der igen kan markedsføre sig med retter tilberedt med den lokalt fangede sorte hummer. En eftertragtede spise, som tidligere trak mange turister til området omkring jammerbugten.
Hvor blev den sorte hummer af
Årsagen er mange, men et faktum er det, at fangsten og bestanden af sort hummer siden 1970´erne har været voldsomt faldende i Skagerrak og Kattegat. Som konsekvens heraf drives der i dag ikke kommercielt fiskeri efter disse hummere, hvor hummer i dag overvejende og typisk fanges som bifangst i krabbegarn. Tilbagegangen skyldes en lang række faktorer heriblandt manglende rekruttering af yngel, fangst af rognbærende hummere samt hummerens sene kønsmodenhed (først kønsmoden som 6 til 8 årig), hvilket er medvirkende til sårbarhed overfor fiskeri. Der er ligeledes ikke fastlagt tilladte fangstmængder/kvoter eller fredningsbestemmelser for hummere i disse områder, men udelukkende mindstemål.
Det skal projektet ændre på
Det hele sættes igang af Nordsøen Forskerpark i et snævert samarbejde mellem fiskeriforeningerne i Hirtshals, Lønstrup og Løkken Fiskeriforeninger samt Hirtshals Sportsdykkerklub og to lokale restauratører, Villa Vest i Lønstrup og Restaurant Lilleheden i Hirtshals. Finanseringen kommer fra FsikeriLAG Nord og SE Fonden.
Nordjyske fiskere og erhvervsfolk imødeseer alle projektet med store forventninger og mener det vil genskabe den naturlige rolle som den sorte hummer historisk har haft i Jammerbugt området, langs den nordvestjyske kyst. Her håber man at kunne fastholde fiskeriet i lokalmiljøet og at den sorte hummer smukt anrettet og serveret på en tallerken, kan øge antallet af besøgende og turister, til gavn og glæde for alle.
Kilde: Nordjyske og Nordsøen Forskerpark FiskerForum.dk