Som en af Danmarks stærkeste fiskeriklynger, deltager Hirtshals Havn i disse dage på Nordeuropas største fiskerimesse; Danfish International, der afholdes i dagene den 7. – 9. oktober i Aalborg. På messen mødes fiskerierhvervet for se de nyeste tendenser og muligheder i udstyr, ligesom en lang række services til erhvervet præsenteres.
Servicesektoren på Hirtshals Havn er traditionen tro præsenteret på en samlet stand, hvor klyngen af servicevirksomheder præsenterer deres tilbud til fiskefartøjerne, samt de services der leveres i forbindelse med landing af fisk og servicering af fartøjerne.
Formand for Hirtshals ServiceGroup, Per Christensen, udtrykker sin tilfredshed med præsentationen af serviceindustrien fra Hirtshals Havn på messen med følgende ord:
– Hos virksomhederne på Hirtshals Havn bliver der konstant arbejdet med at forbedre de services, vi leverer til vores kunder i fiskeflåden, og derfor ser vi også løbende nye initiativer hos de enkelte virksomheder, og nu også hos vores samarbejdsplatform Hirtshals ServiceGroup. Vi har styrket vores fokus på at synliggøre det kompetencefelt, som virksomhederne i Hirtshals dækker, samtidig med at virksomheder også investerer i nye aktiviteter, såsom malerhaller og det største vakuumimpreneringsanlæg i Danmark. Der er ingen tvivl om, at vi har noget nyt at byde på, hvilket også er nødvendigt i en konkurrencesituation, der hele tiden bliver hårdere.
Hirtshals som førende konsumhavn
Hirtshals Havn er en af Danmarks største og stærkeste fiskerihavne, og med en fortsat prioritering af de potentialer, der ligger hos virksomhederne i fiskerisektoren, er det havnens målsætning inden for få år at udbygge positionen som den førende konsumhavn i landet. Derfor er Hirtshals Fiskeauktion, som landets førende fiskeauktion, også til stede på Danfish 2015 for at synliggøre den kvalificerede håndtering og omsætning af fisk, der kendetegner Hirtshals overfor såvel danske som udenlandske fiskere.
Samlet er Hirtshals repræsenteret med 23 virksomheder, der dækker alle grene af fiskerisektoren; sortering af fisk, servicering af fartøjer samt finansiering og regnskabsførelse.