Efter et spændende år, kan Hirtshals Havn melde om et stigende aktivitetsniveau samt om nye tiltag og ruter, der dog først forventes at få fuld effekt i de kommende år. Den nordjyske havn kan således melde om en positiv udvikling i et år, mellem to vækstprægede perioder.
I 2016 blev der etableret nye ruter fra Hirtshals Havn til Zeebrugge, Rotterdam og Göteborg, og da ruterne endnu er i opstartsfasen, har de ikke nået at sætte deres præg på havnens 2016 tal. Alligevel kan Hirtshals Havn præsentere en vækst på havnens vigtigste forretningsområde, godstransporten, på knap 8.000 enheder, til en samlet trafik på lige under 170.000 trailere og lastbiler. Den samlede godsmængde over havnen steg i 2016 med 2,2 % til i alt over 1,8 mio. tons.
Værdien af landinger af fisk er steget med 41 procent
Efter i de seneste år at have udvist en tendens til stagnation, har udviklingen i landingen af fisk vist fremgang i 2016, hvor værdien af landingerne udgjorde 628 mio. kr. mod 445 mio. kr. i 2015. Værdien af de samlede landinger er dermed steget med 41%, som kan tilskrives forøgede kvoter, større efterspørgsel og endelig MSC-certificeringen af Skagerrak-rødspætten. MSC-certificeringen betyder større efterspørgsel fra danske og udenlandske fødevarekæder, og dermed en højere prissætning.
Bestyrelsesformand, Anker Laden-Andersen, finder tallene for 2016 tilfredsstillende: »Det er ottende år i træk, at vi oplever vækst på flere af havnens centrale forretningsområder, og med udgangspunkt i den vækst, der er realiseret over de seneste år og vores vækstinitiativer, har vi klare forventninger til en yderligere positiv udvikling inden for både godstransport og fiskeri. Jeg vil ikke tage glæderne på forskud, men perspektiverne for fremtiden er tydelige, når vi har haft vækst i aktiviteterne, selv om 2016 kan betegnes som et mellemår, inden vi i 2017 og 2018 kan forvente at se effekten af de initiativer og investeringer, vi har sat i søen i 2015 og 2016.«
Blandt de aktiviteter som Hirtshals Havn forventer vil bidrage yderligere til den positive udvikling på havnen er etablering af godsbanetrafik på kombiterminalen. Både jernbaneoperatører og transportsektoren har vist en væsentlig interesse for opstart af godsbanetrafik på Hirtshals, konkrete aftaler mellem parterne er dog endnu ikke er blevet til virkelighed. Det er imidlertid forventningen, at det vil ske i løbet af 2017, hvormed trafik kan startes op.
Passagerer- og personbiltrafikken har i 2016 vist en stagnation og holder niveauet på henholdsvis 2,4 mio. personer og 735.000 biler. Stagnationen skyldes til dels, at færgerederierne i dele af højsæsonen allerede nærmer sig en fuld kapacitetsudnyttelse. Færgerederierne tager imidlertid løbende initiativer, der kan udvikle kundegrundlaget og give en fremtidig vækst i trafikken.
De positive forventninger til fremtiden på Hirtshals Havn bliver understreget af den landudvidelse, som havnen etablerer i 2015 – 2017. Af landudvidelsens 250.000 m² anvendes 60.000 m² til nyt opmarchareal og check-in faciliteter til NordsøTerminalen. De resterende 190.000m² er udlagt som erhvervsarealer – til både eksisterende virksomheder, der går med planer om at udvide, og til nye kunder, der kan se potentialet og mulighederne i en placering på Hirtshals Havn.
Hirtshals Havn har i 2016 foretaget en forbedring af trailerstatistikkerne, hvormed statistikkerne fra og med 2016 vil være mere retvisende, og dermed er udtryk for det faktisk overførte antal enheder. I henhold til de gamle statistikker udgjorde trafikken 170.000 enheder i 2016, mens antallet af enheder efter den nye statistik kun var på 140.000 enheder. Fra og med 2017 vil havnen alene arbejde med de nye forbedrede statistikker.