Hirtshals Havn gør klar til at fortsætte væksten og styrke innovationen over de kommende år gennem en række interne tiltag. Det har længe været et ønske at samle administrationen på 1. sal, hvilket en forøgelse af medarbejderstaben er en god anledning til.
Den 6. februar 2017 startede Katrine Myrup Ritter som kommunikationsmedarbejder og blev den 1. juli 2017 fastansat. Katrine skal i samarbejde med marketingschef, Ditte Gerstrøm Sørensen, styrke havnens markedsføring og kommunikation. Katrine er i øjeblikket ved at færdiggøre sin uddannelsen og vil i august 2017 være færdiguddannet cand.mag. i Engelsk og International Virksomhedskommunikation med speciale i Organisation og Ledelse.
På Hirtshals Havn bliver der også sat øget fokus på innovationen. Michael Rosenlund Langballe blev pr. 1. marts 2017 ansat som PSO og udviklingskoordinator. Tidligere varetog Michael funktionen som daglig koordinator i havnevagten og PSO, men fremadrettet skal Michaels kompetencer bruges til at styrke innovationen på Hirtshals Havn.
Idet Michael nu varetager en ny funktion i organisationen, har havneassistent Andreas Christiansen overtaget funktionen som daglig koordinator i havnevagten. Ifølge vicedirektør, Karin Eilers, giver de seneste ansættelser nye muligheder hos Hirtshals Havn: »Med to nye medarbejdere på holdet, får vi mulighed for at lave en endnu bredere og mere koordineret indsat i forhold til at fremme aktiviteterne på Hirtshals Havn, og dermed udnytte de potentialer som Hirtshals rummer«.
Flere medarbejder kræver flere kontorer og derfor har havnekontoret i foråret gennemgået en forvandling. Tidligere var administrationen på Hirtshals Havn fordelt på tre etager, men nu er hele administrationen samlet på 1. sal, hvilket i fremtiden skal styrke samarbejdet og det innovative miljø.