Fiskeskipper Leif Christensen fra Hirtshals har netop investeret i en helt ny Bredgaard kutter af vakuumstøbt glasfiber til garn og pilk efter torsk og rødspætter..
Allerede i starten af januar 2013 ankom HG 16 Tanja med specialtransport fra den lollandske bådebygger Bredgaard Bådeværft Aps i Sakskøbing. På grund af tilisning af de indre danske farvande samt i en del af Smålandsfarvandet og Sakskøbing fjord, fandt prøvesejladsen sted i Hirtshals Havn i stedet for.
Fisker Leif Christensen glæder sig specielt over Simrad instrumenteringen med let overskueligt instrumentbord og navigationspanel, placeret i et lyst og rummeligt styrhus, med godt udsyn hele vejen rundt. Leif har valgt en Simrad AP24 autopilot med stor LCD skærm. Data fra kompasset og rorvinkelføleren, som autopiloten er afhængig af, overføres automatisk via et SimNet til alle de andre instrumenter og enheder i netværket. Det betyder at andet udstyr, som er afhængig af kurs-information, kan udnytte data fra autopilotens kompas. Radar, VHF, plotter, farvelod m.m. er leveret af Simrad.
Arbejdspladsen ved garnhaleren med styrepult er med gode oversigts- og pladsforhold og ved agterbommen med mesanmast og sejl, er garnoprederen praktisk justerbart ophængt. Hele opbygningen af HG 16 Tanja bærer tydeligt præg af et godt samarbejde mellem værftet og fisker leif Christensen, et samarbejde der har resulteret i en gedin 6,9 meter lang og 2,88 meter bred og rummeligt fiskefartøj med et stort og lige agterspejl.
Leif Christensen glæder sig nu til at komme på fiskeri i sin helt nye garnbåd, hvor han vil ud og prøve at manøvrerer og prøve kræfter med den nye 3 cylindret rækkemotor fra Nannidiesel Nordsabb på 16 kW.