Når TripleNine Group A/S i begyndelsen af juni i år bliver en realitet, sker det ved en sammenlægning af TripleNine A/S og norske Vedde AS, der hidtil har været helejet af den norske familieejede virksomhed Koppernæs Gruppen AS.
Derfor var det da også helt naturligt, at alle de familiemedlemmer m.fl., der er involveret i ledelsen af Koppernæs Gruppen, aflagde besøg hos deres nye samarbejdspartner, TripleNine, i Danmark.
Gruppen besøgte både TripleNine i Esbjerg og fabrikken i Thyborøn, hvor driftsleder Lars Skøtt Nielsen viste rundt, og hvor der også blev lejlighed til at komme om bord på den splinternye Cattleya, E 349, hvor skipper Flemming Pedersen tog imod.
Diversificering og fleksibilitet
I Thyborøn lykkedes det at få en lille snak med bestyrelsesformand Hans Peter Koppernæs.
Han siger, at det for Koppernæs Gruppen først og fremmest har været muligheden for at sikre en fortsat forskning og produktudvikling, der har været drivkraften for at indgå i sammenlægningen med TripleNine.
”Vores branche er i rivende udvikling, og det er tvingende nødvendigt, at vi hele tiden er dynamiske og parate til at udvikle og gennemføre produktforbedringer, for eksempel inden for human produktion,” siger Hans Peter Koppernæs.
Diversificering
”Det er også nødvendigt, at vi hele tiden er opmærksom på, at vi skal foretage en diversificering, både med hensyn til produktionsfaciliteter og fiskearter,” fortsætter han.
”Vi skal have produktionsfaciliteter flere forskellige steder, hvor der er tilgang til råvarer. Reglerne for fiskeri i de forskellige geografiske områder ændrer sig hele tiden, og vi må løbende være i stand til at skaffe tilstrækkeligt med råvarer til vores produktion, ”siger Hans Peter Koppernæs.
”Også arten af råvarer kan svinge fra år til år. En fiskebestand kan være stor det ene år og meget begrænset det næste år. Så vi skal være så fleksible, at vi uden problemer er i stand til at behandle forskellige fiskearter i vore produktionsfaciliteter.”
”Kun ved at have denne diversificeringstankegang for øje kan vi fortsat være konkurrencedygtige,” fastslår Hans Peter Koppernæs.
Fleksibilitet
”Denne indstilling er vi vant til i Koppernæs Gruppen,” fortsætter han. ” Vi har jo et produktionsselskab i Chile, Lota, der nu indgår i TripleNine Group, så vi har været nødt til at tilpasse os både de norske og de sydamerikanske regler og normer.”
Med henblik på at sikre råvareforsyningen er Koppernæs Gruppen også engageret i fiskeriselskaber både i Chile og i Norge, hvor der gælder vidt forskellige regler – også på dette område.
”Det har vi også tilpasset os,” siger bestyrelsesformanden.
”Så jeg er sikker på, at kodeordet for vores fremtidige samarbejde i TripleNine Group må være diversificering og fleksibilitet.”
Nu kommer det reelle samarbejde
”Sammen med vore venner i TripleNine har vi nu gjort vores administrative arbejde for sammenlægningen og samarbejdet mellem vore to virksomheder, der jo bliver en realitet her i begyndelsen af juni.”
”Så håber jeg, at det reelle samarbejde, der jo involverer alle medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere, kan falde helt på plads hen over sommeren,” slutter Hans Peter Koppernæs.