En af Danmarks største erhvervs- og industrihavne skal fremover ledes af Henrik Carstensen, der tiltræder som ny administrerende direktør. Henrik Carstensen, der kommer fra en stilling som direktør i Hanstholm Havn, skal være med til at styrke forretningen yderligere hos både eksisterende og nye kunder.
På Grenaa Havns hjemmeside, skriver Havnen at med ansættelsen af Henrik Carstensen har Havnen fået en stærk international og national profil, der kan bidrage betydeligt til at udvikle og realisere havnens kommercielle potentialer.
Grenaa Havns udvides
52-årige Henrik Carstensen kommer samtidig til at spille en afgørende rolle for Grenaa Havns vokseværk, der blandt andet giver mulighed for en ambitiøs udbygning af havnen med en 2,5 km ny kaj og en uddybning af havnen til en dybgang på 15 meter.
Sammen med nuværende økonomidirektør Kirsten Schmidt vil Henrik Carstensen indtræde i en to personers direktion, der får reference til selskabets bestyrelse:
Jan Petersen, der er borgmester i Norddjurs Kommune og næstformand i bestyrelsen for Grenaa Havn siger om Henrik Carstensen, at erfaringerne fra tidligere job passer meget fint til de opgaver, som Henrik skal stå i spidsen for i Grenaa Havn. Desuden har Henrik gode erfaringer med at blive en del af det lokale erhvervsliv, og han er en udpræget teamplayer, hvilket er en vigtig egenskab for stillingen, da havnen har mange forskellige interessenter både internt og eksternt.
Selv glæder Henrik Carstensen sig til at komme erhvervsmæssigt hjem til Østjylland, hvor han har været bosat siden 1987 og ser frem til samarbejdet med havnens ansatte, kunder, interessenter og politikere:
Grenaa Havn A/S er en meget alsidig havn, og jeg ser meget frem til at tage teten med at få videreudviklet de eksisterende produkter samt udvikle nye muligheder for havnen i tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv, siger Henrik Carstensen
Henrik Carstensen kommer senest fra en stilling som havnedirektør i Hanstholm havn, men har en lang karriere bag sig inden for shipping & spedition. Han er 52 år og bosiddende i Højbjerg ved Aarhus.
Han er uddannet inden for Shipping og spedition og var i denne branche i 32 år, indtil han blev direktør på Hanstholm havn. Henrik Carstensen har blandt andet en fortid som Global produktchef for Blue Water Shipping A/S samt som adm. direktør for Strait Air Transport A/S.
Han bor sammen med Linda og har fra et tidligere forhold to voksne børn på 21 og 26.
Henrik Carstensen tiltræder hos Grenaa Havn den 1. december 2015.