GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram) er med til at sikre den danske fødevaresektors førerposition og 2016 blev endnu et aktivt år for den aktive afdeling under Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
GUDP har netop offentliggjort sin årsberetning for 2016, som du kan læse her. Her fremgår det, at man i 2016 modtog i alt 117 ansøgninger fordelt på to ansøgningsrunder.
»I alt har vi i 2016 givet tilskud for 202,5 mio. kroner til 38 idérige og ambitiøse projekter i hele Danmark. Projekter der alle bidrager til den dobbelte bundlinje, den grønne og den økonomiske bæredygtighed, i den danske fødevaresektor«, siger Mikael Thinghuus, formand for GUDP’s bestyrelse.
Ud af de 202,5 mio. kroner gik 164,3 mio. kroner til GUDP-projekter under den ordinære pulje.
Projekt med fisk og lyde
Penge der blandt andet er med til at finansiere et nyt projekt som vil mindske bifangst i fiskeriet med undervands-lyde. Et projekt mellem DTU og Sonus Aqua, der vil optimere fiskeriet ved at forlænge fisketrawlet med lydbølger, som skal genne de ønskede fisk ind i nettet og bølger med anden frekvens, til at skræmme de uønskede fisk væk. Udover at mindske fiskernes bifangst og dermed øge indtjeningen for fiskerne har projektet en helt klar miljømæssig fordel også.
Projekt med avlsværktøj for regnbueørreder
Indenfor avlsarbejdet er der et paradigmeskifte på vej. Ved hjælp af genomisk selektion (udvælgelse) er det nu muligt for avlerne i Danmark at udvælge og eksportere æg fra de fisk, der vil have optimale egenskaber i et givent produktionsmiljø. AquaSearch farm Aps og Aarhus Universitet forsøger i projektet at sammenholde produktionsegenskaber hos ørreder i produktions- og avlsmiljøet på tværs af landegrænser ved hjælp af DNA markører. Det giver flere fordele, som blandt andet når producenten får en fisk, der er tilpasset hans produktionsforhold, så øges produktiviteten. Det kan også være avl der har resistens overfor sygdomme i fremmede miljøer, dermed mindskes behovet for medicinering med antibiotika. Hvis dette genomiske selektionsværktøj kommer til at fungere optimalt, er potentialet enormt.
En anden vigtig milepæl var den årlige GUDP-konference. Her var emnet »Nytænkning i fødevaresektoren« og konferencen gav inspiration til, hvad det kræver af teknologier, ingredienser og ressourceudnyttelse, hvis danske fødevarevirksomheder fortsat skal være konkurrencedygtige på verdensmarkedet.