Som en grønlandsk pendant til HavFriskFisk.dk i Danmark, vil fisker Marius Olsen fra Sisimiut, afsætte de friskfangede fisk direkte til forbrugerne fra det lokale marked, også kaldet ”brættet”.
Der er dog den forskel at Marius Olsen fra Sisimiut har fået støtte til at bringe de friskfangede ørreder levende i land i specielle kar med iltmaskine.
For selvom Sisimiut ligger lidt nord for polarcirklen, med vintertemperaturer på helt ned til – 35 grader celsius, kommer temperaturen i sommerperioden nogle gange op på mere end 18 grader celsius på de varmeste dage. ” Vi skal huske, at fisk hurtigt bliver fordærvet i sommervarmen – også selvom de er fanget samme dag,” forklarer Marius Olsen til knr.gl.
Marius Olsen har på den baggrund allerede gennemført flere forsøg, hvor det er lykkedes ham at holde fiskene i live i op til otte timer, efter de blev fanget. Forsøg som Qeqqata Kommunias bæredygtighedspulje har støttet økonomisk.
Hvis projektet bliver en succes, ser Marius Olsen ingen problemer i at det kan blive spredt til resten af Grønland. Og hvis vi tænker længere endnu, kan levende torsk fra bundgarnfiskeriet sælges på samme måde og forhåbentligt kan og vil andre fiskere bruge vores erfaringer og sprede denne form for fiskehandel, slutter Marius Olsen.
Sisimiut er i forvejen kendt i fiskerikredse for sine grønlandske rejer, som kan købes under Royal Greenlands navn og etikette. Byen er ligeledes kendt for sine mange andre produkter fra havet som; laks, hellefisk, krabber og torsk.
Kilde: Knr.gl
FiskerForum.com