Med den politiske aftale om den grønne trepart får naturen langt mere plads på havet og til lands. På 21 steder, fordelt rundt i Danmark, skal der være naturnationalparker med store sammenhængende naturområder, der oprettes en ny bynær naturnationalpark på Kalvebod Fælled, og så sættes der flere midler af til Danmarks to første marine naturnationalparker.
Mere og bedre vild natur og biodiversitet i store sammenhængende naturområder. Det er et af resultaterne i den politiske ‘Aftale om Implementering af et Grønt Danmark’, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har indgået.
Med aftalen afsættes 50 mio. kroner til at udvide de 15 naturnationalparker, så der skabes store sammenhængende naturområder, hvor naturen kan udvikles sig på sine egne præmisser. I naturnationalparker bidrager store græssende dyr til at skabe en varieret natur. Mange fugle, svampe, insekter og planter er afhængige af den natur, som de græssende dyr skaber. De 15 naturnationalparker udgør på nuværende tidspunkt samlet ca. 25.000 ha. Det svarer til et område, der svarer til cirka halvdelen af Falster.
Samtidig skal der etableres seks nye naturnationalparker, så der i alt etableres 21 naturnationalparker i Danmark.
Genopretning af tabt hav-natur
Miljøministeren forhandler netop nu med Folketingets partier om de to første marine naturnationalparker i Danmark, som skal ligge i Øresund og Lillebælt. Kortlægning af historisk stenfiskeri og undersøgelser af miljøtilstanden i områderne viser, at der er et stort potentiale for genopretning af hav-naturen i begge områder. Aftalepartierne har derfor afsat 80 mio. kroner til aktiv genopretning af hav-naturen med særligt fokus på de to marine natur-nationalparker.
»I alt for mange år har vi udnyttet havets ressourcer uden at tage hensyn til de langsigtede konsekvenser. Livet og biodiversiteten i havet er under pres, og det er vores pligt at rette op på den skade, som vi har forårsaget. Med 80 mio. kroner til genopretning af den tabte havnatur i de marine naturnationalparker kan vi genetablere ålegræs og stenrev, der er fundamentet for et sundt havmiljø,« siger miljøminister Magnus Heunicke.
Fakta
- Der afsættes 50 mio. kroner til udvidelse af de 15 besluttede naturnationalparker frem til 2030.
- Der etableres yderligere seks naturnationalparker, så der samlet etableres 21 naturnationalparker i Danmark.
- Der etableres en ›bynær naturnationalpark‹ på Kalvebod Fælled, der skal indeholde hjemhørende flere græssere som kvæg og evt. heste. Aftalekredsen skal fastlægge rammerne for den ‘bynære naturnationalpark’.
- Der afsættes i alt 86 mio. kroner frem mod 2030 til etablering af den yderligere naturnationalpark og den ‘bynære naturnationalpark’, og aftalepartierne forpligter sig til at drøfte varig finansiering af driften efter 2030.
- Der afsættes 80 mio. kroner til aktiv genopretning af hav-naturen, med særligt fokus på de to marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund, herunder stenrev.