Et intelligent GPS-system for skibe og flere andre landvindinger, der skal øge sejladssikkerheden, er blandt de resultater, som nu bliver vist frem for hele verden. Søfartsstyrelsen står i spidsen for projektet.
Det er med stolthed at Søfartsstyrelsens direktør Andreas Nordseth onsdag åbner en konference, der skal vise, hvad en lang række samarbejdspartnere har fået ud af det såkaldte EfficienSea-projekt. Som et af de mest markante resultater fra projektet fremhæver Andreas Nordseth e-Navigation – et nyt system til gavn for sejladssikkerheden over hele verden. Navigatører og lignende kan se frem til en mere simpel og moderne måde at få skibet sikkert i havn på. Der er for eksempel tale om en slags intelligent GPS-system for skibe, hvor kun nødvendige informationer bliver præsenteret for navigatøren, ligesom en række opgaver bliver automatiseret. Det betyder, at navigatøren kan fokusere fuldt ud på at sejle skibet.
”E-Navigation har fået stor opmærksomhed fra mange søfartsnationer. Og det med god grund. Arbejdet med at skabe et system for mere sikker navigation vil have en positiv indvirkning på sikkerheden til søs fremover og vil inden for en årrække være noget, som er udbredt til rigtig mange skibe. Jeg tror også på, at vi kan bruge resultaterne til gavn for danske maritime virksomheder, der kan videreudvikle systemet og dermed kan skabe en helt ny styrkeposition som internationale udstyrsleverandører.”
Der har undervejs været meget gode resultater med e-Navigation, og disse er vigtigt input til FN’s Søfartsorganisation, IMO, som i øjeblikket ser på, hvordan e-Navigation kan gøres obligatorisk på skibe fremover.
Tredages konference på DFDS-færge
Hele e-Navigation-konceptet og andre resultater fra EfficienSea vil blive præsenteret på en konference, der begynder onsdag den 18. januar 2012. Konferencen løber over tre dage og vil foregå på DFDS’ Oslo-båd Crown Seaways, der vil tage hele turen til den norske hovedstad og retur. DFDS’ Crown Seaways benytter en prototype af e-Navigation med stor tilfredshed.
Konferencen er en foreløbig præsentation af de mange resultater, som EfficienSea har skabt. Mange af aktiviteterne under EfficienSea vil dog fortsætte efterfølgende – herunder e-Navigation.