Den nye Reguleringsbekendtgørelsen for fiskeriet i 2013 omhandlende Kystfisker-ordningen, sendes nu i høring af NaturErhvervstyrelsen.
Reglerne for Kystfiskeriforeningen findes i Kapitel 6 – § 61-66.
Her nedenfor er forslaget til ny tekst der skal være gældende fra den 1. januar 2013.
Der er frist for høringssvar om teksten i Reguleringsbekendtgørelsen – herunder også Kapitel 6, § 61-66 – fredag den 7. december.
Kapitel 6
Særlig ordning for kystfiskeriet
§ 61. Til kystfiskerordningen afsættes følgende promilleandele af de danske kvoter til fiskeri i de nævnte farvande:
1) 14,9 ‰ af torsk i Nordsøen.
2) 20,5 ‰ af torsk i Kattegat.
3) 31,8 ‰ af torsk i Skagerrak.
4) 38,7 ‰ af torsk i Østersøen og Bælterne.
5) 29,3 ‰ af tunge i Skagerrak og Kattegat.
6) 14,2 ‰ af tunge i Nordsøen (EU-farvande).
§ 62. NaturErhvervstyrelsen kan efter ansøgning fra den pågældende fartøjsejer tillade, at et fartøj, der er indplaceret som FKA-fartøj, og som maksimalt har en længde på 17 meter overalt, kan fiske på de vilkår, der gælder for kystfiskerfartøjer. Ansøgning herom skal være NaturErhvervstyrelsen i hænde senest den 31. januar 2013.
Stk. 2. Hvis ejeren af et kystfiskerfartøj, optaget i ordningen i 2013, i medfør af §§ 82 og 83 overfører FKA til et eller flere fartøjer med en længde på maksimalt 17 m, som vedkommende selv ejer, indgår det eller de fartøjer i kystfiskerordningen i stedet for det oprindelige fartøj1.
§ 63. Et fartøj, som har fået tilladelse efter § 62, vil være omfattet af de vilkår, der gælder for kystfiskerfartøjer, jf. §§ 64-66, til og med den 31. december 2013.
§ 64. Fartøjer med kystfiskerstatus kan kun overføre de FKA-andele, som kystfiskerfartøjet disponerer over, til andre kystfiskerfartøjer, jf. §§ 82 og 83.
Stk. 2. For det enkelte fartøj med kystfiskerstatus, for hvilket der føres logbog, skal 80 % af fangstrejserne i et kalenderår, være på 1 døgn eller derunder. Ved tildeling af kystfiskertillæg i 2013 gælder dog, at for det enkelte fartøj med kystfiskerstatus, for hvilket der føres logbog, skal 80 % af fangstrejserne i 2012 have været på 3 døgn eller derunder.
Stk. 3. Fartøjer, for hvilke vilkåret i stk. 2, om fangstrejsernes længde ikke er opfyldt i det forudgående år, kan ikke få del i de ekstra årsmængder i det følgende år.
§ 65. Fartøjer med kystfiskertilladelse tildeles hvert år en ekstra årsmængde på baggrund af de andele af torsk og tunge, der er afsat i § 61.
Stk. 2. Mængderne efter stk. 1 fordeles forholdsmæssigt i forhold til det enkelte fartøjs kvoteandele af torsk og tunge af de enkelte kvoter. De ekstra årsmængder tildeles af NaturErhvervstyrelsen i løbet af 1. kvartal til de enkelte kystfiskerfartøjer, hvis vilkårene i § 64, stk. 2-3, og § 66, stk. 1, 2 og 4, er opfyldt for fartøjet i det forudgående år.
§ 66. Et fartøj med kystfiskertilladelse kan få tildelt de ekstra årsmængder, hvis mindst 50 % af fartøjets samlede årsmængde i det forudgående år2 er fisket med det pågældende fartøj.
Stk. 2. Hvis et fartøj med kystfiskertilladelse ikke opfylder stk. 1, kan det dog få tildelt de ekstra årsmængder af torsk og tunge i, hvis mindst 50 % af fartøjets samlede årsmængde for alle arter i det forudgående er fisket af det pågældende fartøj eller andre kystfiskerfartøjer. Ejeren af kystfiskerfartøjer, der ikke har opfisket 50 % af fartøjets samlede årsmængde for alle arter, skal ved slutningen af det forudgående år indsende en opgørelse til NaturErhvervstyrelsen over, hvilke kystfiskerfartøjer, der har fisket årsmængden.
Stk. 3. Ved tildeling af kystfiskertillæg i 2013 vil kystfiskerfartøjer, som i 2012 ikke var medlem af en pulje, ikke være omfattet af stk. 2.
Stk. 4. Det er en betingelse for tildeling af kystfiskertillæg, at fartøjer med kystfiskertilladelse ikke overfører årsmængder af torsk og tunge til fartøjer, som ikke er tilmeldt kystfiskerordningen.
Stk. 5. Opgørelse af fartøjets samlede årsmængde for alle arter efter stk. 1 og 2 kan tillige foretages på grundlag af værdien af fartøjets samlede årsmængder for alle arter beregnet efter § 83, stk. 3-4.
Kilde: NaturErhvervstyrelsen.
FiskerForum.com