Det i forvejen regelophængte kystfiskererhverv, slipper nu ifølge Udviklingsdirektør i NaturErhvervstyrelsen Karsten Biering Nielsen, sikkert for 10% reglen ved landing af fisken.
Mindre administration for fiskerne i kystfiskerordningen er et af forslagene i rapporten fra NaturErhvervstyrelsen, som bliver godt modtaget af kystfiskerne rundt om i de danske havne.
Reglen, som har været genstand for fiskernes irritation og forbitrelse, har som fiskeskipperen fra Svaneke, Claus Stenmann Hansen fortæller til TV2 Bornholm, været helt umulig af efterleve. ” Når fisken er ombord, skal jeg vurdere den på øjemål, da jeg ikke kan stå og balancerer med kasser og veje dem op.” Noget, der hvis vægten er skudt forkert og ligger over de 10%, udløser en bøde på 5000,00 kroner fra Fiskerikontrollen.
Udviklingsdirektør i NaturErhvervstyrelsen Karsten Biering Nielsen, vil nu foreslå Fødevareminister Mette Gjerskov, at hun bør arbejde på at få ændret reglerne. Noget der i givet fald skal foregå i Brussels, da Danmark følger reglerne fra EU om kystfiskeri.
Reaktion fra Claus Stenmann Hansen er da heller ikke til at tage fejl af, for som han selv siger i indslaget på TV2, ”jeg vil juble, det vil være som at få en lænke taget af benet.”
Noget der ikke kom med i indslaget på Tv2, var at Claus Stenmann Hansen gerne så regeltyranniet helt hen hvor pebret gror. ”Hvorfor skal der overhovedet være alle de regler og forordninger. Vi har et velfungerende kvotesystem og vi kan leje fisk ind hvis vi ønsker det. Så hvorfor skal vi begrænses og hindres i fiskeriet af uforklarlige og uforståelige regler. Som systemet er i dag, får man næsten mavesår af bekymring ved hver landing over, om man nu har overholdt alle regler og ikke pludselig står med en bøde i hånden på 5000,00 kroner. En udgift der overhovedet ikke står mål med indtjeningen.” forklarer Claus Stenmann Hansen i en kommentar til FiskerForum.com.
Den dybt uretfærdige og praktisk umulige regel for kystfiskerne at overholde, ser nu heldigvis ud til at blive fjernet. Ændringerne skal dog først igennem EU møllen, inden armene helt kan rækkes i vejret.