Hvad mener virksomheder og familier indenfor fiskeri og turisme er bæredygtig erhvervsudvikling? Og hvad vægter de højt og hvorfor? Det er blandt andet disse spørgsmål, der ønskes besvaret, når et hold forskere fra Grønland, Færøerne og Danmark i april går på jagt efter succeshistorier fra erhvervslivet i Sydgrønland.
Det er især gode oplevelser og råd fra virksomhedsejerne, som forskerne er ude efter. Blandt andet for at høre om det er muligt at kombinere fiskeri og turisme hen over året. »Det er lidt succeshistorierne, vil gerne vil høre. Forstå, hvad der fungerer godt og forstå, hvis der er nogle små virksomheder, der synes, de har en meget bæredygtig måde at bedrive deres virksomhed på, siger antropolog Rikke Becker Jacobsen fra Aalborg Universitet til KNR.
Nye muligheder skal afdækkes
I Grønland er der fokus på at udvikle nye brancher, som kan skabe arbejdspladser og indtægter. Men de nye veje kan sagtens opstå inden for de traditionelle erhverv som fiskeri og turisme, eventuelt i kombination, vurderer Rikke Becker Jacobsen. »For eksempel taler man om fødevareområdet som et område, der kan udvikles yderligere, at man kan få mere ud af fiskeressourcen for eksempel. Der er mange rapporter, der peger på, hvordan man kan udvikle de eksisterende erhverv yderligere, udtaler Rikke Becker Jacobsen til KNR.
Undersøgelsen skal munde ud i en rapport fra Nordisk Ministerråd. Forskerne besøger Sydgrønland i perioden fra 9.til 12. April, hvor der blandt andet er workshop og møder på programmet. Personer, der er interesserede i at deltage, kan tilmelde sig på rbj@ifm.aau.dk