I et læserbrev sendt til Jyllands-Posten Debat, af fødevareminister Mette Gjerskov, fortæller ministeren at også hun fik kaffen galt i halsen.. Hendes læserbrev i Jyllands-Posten bringes her i sin fulde ordlyd:
Kære Svend-Erik Andersen og kære fiskere.
Du skriver i JP 29/7, at du og danske fiskere fik kaffen galt i halsen, da I læste et portræt af mig, hvor jeg kom med meget bramfrie udtalelser om fiskeriet.
Jeg er enig – jeg fik også kaffen galt i halsen, for det var godt nok barsk læsning. Jeg forstår derfor også godt, at du går til tasterne for at sætte tingene på plads. Det er jeg glad for. For det giver også mig en anledning til at uddybe.
Ville ikke kritisere
Det var aldrig min mening at kritisere fiskerne. Det handler om udsmid af fisk, fiskekvoter og EU’s regler. Jeg er enig i, at EU’s fiskeripolitik på mange måder har været helt, helt håbløs. Den har givet incitament til, at I som fiskere smider store dele af fangsterne ud. I har skullet koncentrere jer om at overholde firkantede regler i stedet for at gøre det, I er bedst til: at fiske efter de bedste fisk.
Derfor er jeg både glad og stolt over, at det lykkedes mig på det seneste rådsmøde for fiskeriministre – i en tidlig morgentime efter vist nok 18 timers forhandling – at få opbakning til et forbud mod udsmid af fisk.
Krav til politikerne
Det stiller nemlig store krav til os politikere: Nu skal vi finde en metode til at regulere fiskeriet, hvor alle fisk skal i land.
Jeg giver ikke fiskerne skylden for al udsmid. Jeg påtager mig gerne ansvaret for mine politiske forgængeres regulering, der har ført til et ufatteligt ressourcespild, ved at døde og døende fisk er hældt i havet i stedet for at blive nyttiggjort.
Det ansvar har jeg taget tidligere – og jeg understreger det gerne igen. Og så er vi tilbage ved artiklen i JP. Det er nemlig min ambition, at I skal have lov til at bruge jeres faglighed, jeres erfaring og jeres viden om fiskeri til at udnytte vores fælles fiskeriressourcer optimalt og mest bæredygtigt.
Men for at nå dertil kræver det en ændring af EU’s fiskeripolitik. Og den ændring kommer – det fik vi EU-landene med på under det danske EU-formandskab.
Kilde: Læserbrev i Jyllands-Posten
FiskerForum.com b>Kære Svend-Erik Andersen og kære fiskere.
Kopi af Jyllands-Postens læserbrev findes her under.