Tidligere tiders fiskeri, hvor fisken slæbes ind, sorteres, renses og ises, er nu afløst af en ekstra håndtering ombord når trawlposen takles.
FiskerForum fik en meget vred og ærgerlig skipper Thomas Christiansen fra FN 226 »Andrea Klitbo« i røret, for han havde netop måtte kassere et slæb af hummer og tunger til en samlet værdi på mellem 10 og 15.000 kroner. Fisk der var fedtet ind i hvid og ildelugtende skibsmalling, som angiveligt med fuldt overlæg var smidt ud i Kattegat fra èn af de mange store tankere, fragt- eller Cargo-skibe der dagligt gennemsejler Storebælt.
Skipperen fra Læsø fortæller til FiskerForum, at problemet har været stigende de senere år, hvor han har kunnet konstatere, at selv helt nye malingbøtter og olietønder med spildolie også dukker op stadigt hyppigere. »Har vi været væk fra et område i længere tid og vender tilbage, er affaldsmængden blot steget endnu mere. Mængden synes at være konstant og det er møgirriterende og smadder ulovligt. For ikke nok med vi mister en fangst, så har vi også spildt et fiskeri og oveni skal lægges ekstra rengøring og tabte mandetimer. Et regnestykke der hurtigt kan nå op på den forkerte side af 50.000 kroner.«
Ifølge skipper på FN 226 »Andrea Klitbo«, burde det ved lov kræves, at brugt emballage til kemikalier og olieprodukter, havde pant eller i det mindste en oplysnings- og afleveringspligt. Så når der skal bortskaffes tom emballage fra disse produkter, skulle man kunne dokumentere, at tingene er afleveret betryggende og på en forsvarlig måde. En form for Meldepligt. En opgave der burde kunne løftes på tilsvarende vis, som når kontrollen nøjagtigt ved hvad der er af fisk ombord på et skib.
Forureningen er specielt omfattende omkring Rute T (Tango), Nord og Øst for Læsø og ned forbi Anholt, hvor ruten med 20.000 årlige gennemsejlinger, forbinder Østersøen og Nordsøen med sit løb gennem Kattegat og Storebælt.
Forbandet svineri
Den voldsomme skibstrafik har desværre en negativ sidegevinst, affald. Alt muligt skidt og skrammel, lige fra brugte olietromler og malingbøtter, nye som brugte af kendte mærker som Sigma, International og Hempel m.fl. til forurenende olieklude og rustne værkstedvogne m.m. Miljøskadelige stoffer og objekter der udover at være til irritation for fiskerne også udgør en miljømæssig risiko for det marine liv i vandet.
Med Marpol-konventionen
Med dennes ikrafttræden den 1. janaur 2013, betød det en kraftig reduktion af og færre affaldsfraktioner der fremover måtte smides overbord, men som i stedet havde afleveringspligt i land til normal affaldshåndtering. I dag er det kun madrester, som i en vis afstand fra kysten lovligt kan hældes i havet. Alt andet er ulovligt og skal tages med i Havn. Alle skibe der anløber danske havne, har pligt til at aflevere affald på havnen. Denne indberetning af affald sker via SafeSeaNet.
Klækkelig bøder og optil 2 års fængsel
Fragtskibe og andre der overtræder Bekendtgørelsen om udtømning af affald fra skibe og platforme, kan straffes med bøde og i op til to års fængsel, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, med alvorlig forurening af havmiljøet til følge.
Det er nok for naivt at tro, at en godmodig løftet pegefinger og en høflig henstilling om at følge loven, kan løse affaldsproblemet i passagen, hvor i tusindevis af udenlandske skibe årligt sejler forbi. Men håbet er dog, at oplevelser som den fiskeskipper Thomas Christiansen her beskriver, kan være med til at prikke lidt til den dårlige samvittighed, men måske også få flere til at ændre adfærd, så affaldet håndteres rigtigt næste gang.
FiskerForum.dk