Hvidovre Kommunes nye landindvindings- og stormflodssikringsprojekt vil medføre lige så store negative konsekvenser for havmiljøet som det droppede projekt, advarer formændene for Danmarks Fiskeriforening og København og Omegns Fiskerforening
Det skriver de i en pressemeddelelse
Det er en tom sejr for havmiljøet og for fiskebestandene, at Hvidovre Kommune efter massiv kritik har droppet planerne om at opføre ni kunstige øer ved Avedøre Holme i Køge Bugt.
Det kan du læse om her »Ø-projektet Holmene droppes – nu skal der istedet etableres stormfoldssikring«
For i stedet for at opføre de ni kunstige øer vil kommunen lave et stort landindvindings- og stormflodssikringsprojekt, som vil få tilsvarende store miljømæssige konsekvenser.
»Det her gør absolut ingen forskel, for det, man gør, er, at man erstatter ét gigantisk projekt med et nyt, der er lige så stort og lige så skadeligt for havmiljøet og for fiskene i Køge Bugt. Jeg er mindst lige så bekymret for det nye projekt, som jeg var for det gamle,« siger Brian Kyed, formand for København og Omegns Fiskerforening.
»Man kan nærmest kun undervurdere, hvor stort et indgreb det er, når man på den her måde går ind og piller ved naturen. Det ændrer havstrømmene, og det ødelægger vigtige opvækstpladser for både torsk, fladfisk og ål. Hvis man gennemfører det her, vil det give det endelige dødsstød til det skånsomme kystfiskeri med bundgarn og andre passive redskaber i Køge Bugt,« siger Brian Kyed.
Svend-Erik Andersen, der formand for Danmarks Fiskeriforening, deler bekymringen.
»Med det store fokus, der med al mulig god grund er på, at vi skal forbedre havmiljøet i de indre danske farvande, har jeg meget svært ved at forstå, hvis man vil tillade et projekt som det her, som i den grad kan påvirke havmiljøet negativt, siger Svend-Erik Andersen.
»Jeg har forståelse for, at man vil beskytte kysten mod oversvømmelser, men det må kunne gøres på anden vis. Det er afgørende vigtigt, at vi passer på havmiljøet, og derfor vil jeg kraftigt opfordre Hvidovre Kommune til at genoverveje det her projekt, ligesom jeg håber og forventer, at politikerne på Christiansborg tager sagen meget alvorlig,« siger han.
Du kan læse om Hvidovre Kommunes nye landindvindings- og stormflodssikringsprojektet »Nyt projekt skal beskytte mod stormflod og styrke naturen«, her.