Midtvejsevalueringen af Fiskeriudviklingsprogrammet 2007-2013 viser, at udviklingen går i den rigtige retning med reducering af miljøbelastningen og øget værditilvækst.
Evaluator vurderer, at programmet bidrager til at udvikle fiskeri- og akvakulturerhvervet til at blive et mere bæredygtigt og lønsomt erhverv, der skaber værditilvækst baseret på øget kvalitet og innovation. Programmets ordninger har i væsentlig grad bidraget til investeringer, der reducerer fiskeri- og akvakulturs miljøbelastning.
Evalueringen indeholder også en række anbefalinger bl.a. om forbedring af programmets indikatorer f.eks. for indsatsen i de lokale fiskeriområder og om større fokus på projekternes forretningsmæssige levedygtighed i prioriteringen af ansøgninger om tilskud til investeringer. Der pågår nu en proces, hvor FødevareErhverv følger op på eva-lueringen.
Fiskeriudviklingsprogrammet er lidt mere end halvvejs igennem programperioden, der løber fra 2007 til 2013, og det har givet anledning til et tilbageblik i form af en midtvejsevaluering. Teknologisk Institut har stået for evalueringen af Fiskeriudviklingsprogrammet i perioden 2007-2010. Formålet med evalueringen er at analysere resultaterne og vurdere, om de er i overensstemmelse med og har relevans i forhold til programmet. Midtvejsevalueringen skal bidrage til en kvalificering af programgennemførelsen i resten af programperioden.
<B<Fakta
Fiskeriudviklingsprogrammets formål er at skabe rammerne for det størst mulige ved-varende udbytte af den danske fiskeri- og akvakultursektor, hvor ressourcerne udnyttes under hensyn til målet om bæredygtighed og regional udvikling. Programmet har en finansieringsplan på 1,99 mia. kr. for perioden 2007-2013.
Fiskeriudviklingsprogrammet støtter bl.a.:
-Forbedringer af fiskeriets udvikling og konkurrenceevne
-Forøgelse af dansk akvakulturs produktion
-Vandløbsrestaurering
-Investeringer i kollektive faciliteter i fiskerihavne
-Innovative investeringer i forarbejdning af fisk
-Udvikling af selektive fiskerimetoder og bæredygtig fiskeriforvaltning
-Udvikling af fiskeriområderne f.eks. udvikling af turistfaciliteter, udvikling af nye
fiskeriprodukter og bevarelse og genopretning af natur og miljø.
Midtvejsevalueringen er gennemført i henhold til EU-Kommissionens retningslinier i perioden september 2010-maj 2011 efter gennemført udbudsforretning i juni-august 2010.