Fra august 2015 kan man blive Fiskeriteknolog på Erhvervsakademi MidtVest i Holstebro og på Fiskeriskolen i Thyborøn.
Fiskeriteknologuddannelsen har i de sidste 30 år ligget flere steder. Først på Esbjerg Teknikum, hvor uddannelsen blev etableret og udviklet til en i branchen anerkendt uddannelse og senere på Aalborg Universitets afdeling i Esbjerg. I 2014 besluttede Aalborg, at det sidste optag på uddannelsen i Esbjerg skulle ske i August 2014.
Der har siden været stærke kræfter i gang for at redde uddannelsen og det har ført til et helt unikt samarbejde mellem Erhvervsakademi MidtVest og Fiskeriskolen i Thyborøn, der nu gør det muligt at tage fiskeriteknologuddannelsen, som et speciale på procesteknologuddannelsen i Holstebro.
Rektor Henriette Slebsager fra Erhvervsakademi MidtVest siger om uddannelsen som Fiskeriteknolog, at denne fint passer ind i procesteknologuddannelsen, hvor der også uddannes fødevareteknologer. ”Ved at indgå et samarbejde med Fiskeriskolen i Thyborøn kan vi sikre at de studerende får den helt rigtige viden inden for fiskeriet, kombineret med den nyeste viden inden for industriel forarbejdning af fiskeprodukter”, siger rektoren videre.
På Fiskeriskolen var de glade da de blev kontaktet fra Erhvervsakademi MidtVest ”Nu kan vi udbyde en videregående uddannelse, som overbygning på vores to nuværende uddannelser til erhvervsfisker og til fiskehandler” siger uddannelsesleder Agneta Julia Borg fra Fiskeriskolen, EUC Nordvest.
”Sammen med Fiskeriskolen har vi slået stregerne til en rigtig god og spændende uddannelse, der både er moderniseret og har fået et fagligt løft i forhold til tidligere. Nu glæder vi os til at komme i gang med at planlægge forløbene helt i detaljer, så vi kan være klar til at undervise de nye fiskeriteknologer til august og fremover” siger Margrethe Børsting, uddannelseschef på Erhvervsakademi MidtVest.
*Fiskeriteknologer kan få arbejde mange forskellige steder i fiskerierhvervet fx. med *
- produktionsstyring
- forarbejdning
- kvalitetsstyring
- forskning
- udvikling
- tekniske sælgere og ledere.
De arbejder både i private virksomheder, der forarbejder fisk og de ansættes hos det offentlige primært inden for hav- og fiskeriundersøgelser eller som undervisere.
”Det er utrolig glædeligt og vigtigt at fiskebranchen, der dækker bredt fra fiskeri, til opdræt og forarbejdning også i fremtiden er sikret muligheden for at få medarbejdere med den rette fiskefaglige viden” siger Greta Jakobsen, der er direktør for Højmark laboratoriet, og som var med til at etablere uddannelsen i sin tid. Hun fortsætter. ”Fiskeriteknologernes viden blevet en vigtig ”ingrediens” i branchen og uddannelsen har ved sit nye hjemsted gode muligheder for at udvikle sig i en tid hvor kvalitet, kvalitet og atter kvalitet er vejen til succes”.
Formanden for den lokale fiskeriforening i Thyborøn, Kurt Madsen er også glad for at en videregående uddannelse kommer til byen: ”Jeg synes, at det er godt med en ny uddannelse på Fiskeriskolen, hvor de unge mennesker som ønsker at uddanne sig inden for fiskeribranchen nu har et alternativ hvis søsygen har taget modet fra dem på havet. Det er altid godt for Thyborøn med nye muligheder for mere beskæftigelse” siger han.
Fiskeriteknologerne ude i erhvervet er oftest rekrutteret til uddannelsen fra det praktiske arbejde i branchen. Kombinationen med brancheerfaring og en kort videregående uddannelse er efterspurgt i erhvervet. For at blive procesteknolog skal man have en fødevareuddannelse, og oprindeligt kunne man ikke blive optaget som hverken Erhvervsfisker eller Fiskehandler. Men ansøgere, med én af de to uddannelser eller med erhvervserfaring fra fiskeribranchen, bliver vurderet individuelt og kan på den baggrund blive optaget. Det vil afhængigt af den enkeltes skolebaggrund nok kræve, at de har suppleret med Kemi eller Matematik.
Ansøgningsfristen til procesteknolog er af samme grund rykket helt frem til d. 1. juni, så der er tid til at få optaget ansøgere med fiskeribaggrund.
Fakta om procesteknologuddannelsen m fiskeriteknolog speciale:
- Varighed: 2 år
- Adgangskrav: en studentereksamen eller en relevant fødevareuddannelse. Ansøgere med uddannelse som fisker eller fiskehandler optages på baggrund af personlig kompetencevurdering.
- Uddannelsessted: Erhvervsakademi Midt Vest (1, 3 & 4 semester). Fiskeriskolen i Thyborøn (2. semester)
- Ansøgningsfrist: 1. juni 2015
- Valg af speciale: efter første semester
- Praktik & Afgangsprojekt i virksomhed: 4. semester
- Økonomi: Uddannelsen er SU berettiget
Læs mere på Erhvervsakademiets hjemmeside her
Søg om optagelse her
Ved spørgsmål, kan man kontakte Margrethe Børsting Uddannelseschef Erhvervsakademi MidtVest, tlf.: 2969 3715 e-mail: meb@eamv.dk eller Agneta Julia Borg, Uddannelsesleder Fiskeriskolen EUC Nordvest, tlf.: 27200732 e-mail: ajb@eucnordvest.dk.