Tirsdag d. 26. juli 2014 blev en skelsættende dag for besætningen på fiskekutteren L 654 Pia Glanz, da den, grundet et pludselig opstået læk i maskinrummet, sank på ca. 20 min. i Nordsøen.
Besætningen var i færd med at køre garn i havet, da der lød en vand-alarm fra maskinrummet. Skipper John Christensen konstaterede, at vandet fossede ind, og at der ikke var noget at gøre. Han kaldte hurtigt besætningen til styrhuset og gav ordre om at finde redningsdragterne, påføre sig disse og gøre klar til at smide redningsflåden i søen.
Herefter blev nødsignalet udsendt og besætningen gik i redningsflåden. Med alle besætningsmedlemmer sikkert i redningsflåden, kunne sikkerhedslinen til skibet skæres og kort tid efter sank L 654 Pia Glanz.
Søsikkerhed redder liv
At alle besætningsmedlemmer overlevede den skelsættende dag, skyldes deres viden og erfaring med søsikkerhed.
Besætningsmedlemmerne på Pia Glanz havde kort forinden gennemført et af Fiskeriskolens kurser i søsikkerhed.
Fiskeriskolen tilbyder nemlig kurser i søsikkerhed for erfarne fiskere enten i Thyborøn eller i havnene rundt om i Danmark.
Skipper John Christensen beretter, at alle besætningsmedlemmer var helt oppe på mærkerne, hvad angik de forskellige procedurer, et sådant kursus indeholder. De var helt klar på hvad man først skal gøre, hvordan skal man tænke og hvordan man skal handle. Han tilføjer, at besætningsmedlemmet Jesper efterfølgende sagde, ”Hvor var det godt, at jeg lige havde været på sikkerhedskursus og følt mig så parat til det her”.
Ulykken på Nordsøen giver et tydeligt svar på, at netop uddannelse og træning i søsikkerhed kan redde liv.
Uddannelse giver professionel evakuering
Fra tidspunktet hvor alarmen i maskinrummet gik til mandskabet fra redningsbåden så L 654 Pia Glanz synke, gik der ca. 20 min. På den tid lykkedes det skipper John at evakuere samtlige om bord.
Stefan Lyngbak Nielsen, der indtil forliset, havde været elev på L 654 Pia Glanz, mener at skipperens resolutte og bestemte facon at give de nødvendige ordre på i et klart og letfatteligt sprog, betød at alle slap uskadt fra forliset.
Kollegerne roste ligeledes Stefan Lyngbak Nielsen for at agere roligt og velovervejet gennem hele processen. Stefan selv mener, at det skyldes den grundige undervisning i søsikkerhed, som han har fået på Fiskeriskolen.
”Mine lærere på Fiskeriskolen har gennemgået procedurerne til hudløshed, så de var sikre på, at det hele fes ind på lystavlen,” fortæller Stefan Lyngbak Nielsen.
Søsikkerhed er lovpligtig – ingen krav om vedligeholdelse af kompetencer
Søsikkerhed er lovpligtig for alle, der har havet som arbejdsplads. I handelsflåden uddannes besætningerne i søsikkerhed, og der er krav om genopfriskningskurser hvert 5 år.
Inden for fiskeriet uddannes besætningerne også i søsikkerhed. Men her er der ikke lovkrav om fornyelse og vedligeholdelse, og ifølge forstander Søren Hyllen betyder det desværre, at mange ikke holder deres viden ved lige, og det kan få fatale konsekvenser.
”En ulykke som denne viser, hvor vigtigt det er, at alle har styr på søsikkerheden. Det reddede ganske simpelt deres liv,” fortæller Søren Hyllen.
Søsikkerhed på Fiskeriskolen
Alle erhvervsfiskerelever på Fiskeriskolen bliver i løbet af deres uddannelse undervist i det lovpligtige 3 ugers søsikkerhedskursus, hvor de bl.a. lærer om redningsudstyr, brandbekæmpelse og førstehjælp.
Undervisningen foregår en stor del af tiden i havnebassinet og på Fiskeriskolens skib Athene, så eleverne i praksis prøver redningsaktioner af.
Kontakt Fiskeriskolen EUC Nordvest for yderligere oplysninger om søsikkerhed for erhvervsfiskere på telefon 9691 9230.