Det skriver folkebladet Lemvig, at den nuværende forstander på Fiskeriskolen EUC Nordvest i Thyborøn, Claus Henry Hansen har fået nyt job og bliver fra mandag den 1. august 2022 forstander for Struer Fri Fag- og Højskole.
Selv siger Claus Henry Hansen om det nye job, »det er noget af det vigtigste arbejde, jeg kan forstille mig, som jeg nu tiltræder som forstander for. Jeg glæder mig til at stå i spidsen for det, de arbejder med på Struer Fri Fag- og Højskole. Det er unge mennesker, som kan have det lidt svært med at finde ud af, hvad de skal. Det er imponerende, hvad de har opnået på skolen, og jeg ville meget gerne være med til at drive den videre,« forklarer den snart tidligere forstander for Fiskeriskolen, om sin motivation for at søge jobbet.
Godt klædt på til opgaven
For Claus Henry Hansen kommer fra stillingen som afdelingschef og forstander på Fiskeriskolen under EUC Nordvest, hvor han har haft ansvaret for både udvikling og drift af skolen. Tidligere var han i en lang årrække uddannelsesleder og afdelingschef på UCH i Holstebro, hvor han blandt andet havde ansvaret for fødevare-uddannelserne og for kommunikation.
Fra Struer Fri Fag- og Højskole glæder bestyrelsesformanden Anne Lise Voss sig også til det kommende samarbejde, med Claus Henry Hansen, som hun beskriver som en både dygtig og vidende forstander med stor indsigt i både uddannelsesområdet og i ledelse.
Selv siger hun til avisen, »Claus Henry Hansen har et omfattende netværk både i lokalsamfundet og i uddannelsesverdenen, som Struer Fri Fag- og Højskole vil få stor glæde af. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at Claus Henry Hansen, i samarbejde med de mange kompetente medarbejdere på Struer Fri Fag- og Højskole, vil bidrage til udviklingen af både den Fri Fagskole og Højskolen.«