Vi er stolte over, at kunne meddele at Kystfisker Kompagniet og Fiskerikajen fra 27. juni igen bliver en del af samme virksomhed.
Det skriver de i en pressemeddelelse
Fiskerikajen har med stor beundring fulgt Carsten Krog og David Langes arbejde over de seneste år med at stable Kystfisker Kompagniet på benene, en virksomhed der både sikrer fiskerne en fair pris for de fantastiske fisk, de fanger, og viser en ny vej for det danske fiskeri. Et arbejde og en retning vi ser frem til at bygge videre på over de næste år. »Det har fra starten været Kystfisker Kompagniets formål, at formidle skånsomt fanget kystfisk og viden om skånsomt fanget kystfisk til vores kunder og forbedre forholdene og indtjeningen for de danske kyst-fiskere«, fortæller Direktør i Kystfisker Kompagniet, David Lange.
Siden stiftelsen har Kystfisker Kompagniet arbejdet med at opbygge en struktur, hvor fiskerne får en større andel af den sidst tjente krone gennem en forbedret logistik og produktion af håndlavede produkter direkte fra Korsør. Målet har været at skabe en virksomhed, som udelukkende handler med fisk fanget med skånsomme redskaber, og som belønner fiskere for at levere en høj kvalitet, ved at hæve den generelle afregningspris på samtlige arter.
Det er Kystfisker Kompagniet lykkes med og nu er tiden inde til at tage denne udvikling videre.
Frem til Fiskerikajens indtræden i Nordward gruppen i 2019 var Fiskerikajen en aktiv medspiller og partner i Kystfisker Kompagniet. Siden har Kystfisker Kompagniet og Fiskerikajen haft et stærkt samarbejde til gavn for både kokke og fiskere. Et samarbejde vi nu ser frem til bliver endnu stærkere.
»Det danske fiskeri står over for en fremtid, der vil stille krav til at fiskeriet foregår i overensstemmelse med naturen og uden negativ bundpåvirkning og unødvendig bifangst. Her er det skånsomme fiskeri helt tydeligt vejen frem. Vi oplever en stigende efterspørgsel fra vores kunder på skånsomt fanget kystfisk, og det er et klart ønske for os, at blive ved med at være i førertrøjen, når det kommer til det skånsomme fiskeri. Både for at sikre at de danske kystfiskere ikke bliver glemt i denne efterspørgsel, men også for at sikre at vi kan blive ved med at levere den skånsomme fisk til vores kunder«, udtaler Jesper Redecker Hansen, Head of Sustainability, Fiskerikajen Engros.
Kystfisker Kompagniet og Fiskerikajen kommer til at fungere som to virksomheder med tydelige samarbejder på tværs af begge organisationer.