Sidste år i december måned, gik Jan Nordahl og sparkede lidt i jorden ved Havnen i Gilleleje. Et generationsskifte var i støbeskeen, for handlen med sønnen Lasse lå lige for, med den knapt 16 meter lange kutter H 151 »Lis Nordahl« og samtidig gik tankerne til hans andet hjertensbarn Gilleleje Fiskeriforening, der i 2017 skulle fejrer hundredeåret for etableringen.
Reception
100 års Jubilæumsfejring for Gilleleje Fiskeriforening, sker i foreningens lokale på Gilleleje Fiskeauktion, havnen 6 i Gilleleje med start klokken 10.00 til klokken 13.00 lørdag den 26. marts 2017 – Kig ind til lidt øl og vand samt en fiskebuffet med alt godt fra havet.
Her i dagene inden jubilæet sidder Jan Nordahl igen på bænken uden for Fiskeriforeningen på Havnen og taler denne gang med FiskerForum, mens han skuer udover havnen, hvor duften af fisk og havvand, blander sig med lyden af mågeskrig og en fiskekutters hyggelige dumpe lyd. Et øjebliksbillede der giver havnen sin særlige Gillelejestemning. Man kan simpelthen ikke lade være med at elske denne havn, syntes at ligge dybt i blikket hos fiskeren, auktionsmanden og fiskeriforeningsformand, der på lørdag, sammen med kollegaer kan fejrer 100 året for Gilleleje Fiskeriforening.
Som Fiskerihavn, var Gilleleje i mange år en yderst driftig havn, med mange landinger af fisk fra både Kattegat samt vestlige Østersø, lige indtil 2007, hvor omsætningen toppede med 46 mio. kroner og som desværre ligeså pludseligt blev ramt at det, som Jan Nordahl kalder, »de grønne svenskere« eller »mareridtet fra Øst«, som fik overtalt de danske myndigheder til at indføre den meget omtalte og omdiskuterede lukkede fiskekasse i Kattegat. En fiskefri zone der blev placeret lige midt i Gilleleje fiskernes mest benyttede fiskeområde, med restriktioner og forbud der helt tog pusten fra fiskeriet og hvor fiskerne som resultat måtte se omsætningen nærmest blive halveret over kun to år, så fiskeriet endte med et gennemsnit på 27 mio. kroner i omsætning om året.
Et ordsprog siger, »Èn ulykke kommer sjældent alene«, og det er da også som om nordkysten af Sjælland åbenbart lige skal have en ekstra én oveni hatte, hver gang de kan skimte lys. Greenpeace sagen, Lukkeperiode i Vestlige Østersø, torsken reduceret til ingenting, Fiskebiologers og de grønnes idéer om »museumsfiskeri« med kroge og tejner, samt et stadigt mere restriktivt og bureaukratisk fiskeri, med fiskerikontrol, meldepligt og logbog. Eneste plus er at priserne heldigvis holder sig nogenlunde oppe, så det stadig er lidt økonomi i at starte kutteren op og sætte kursen længere nordpå til Anholt for at fiske.
»Med alt godt fra havet« bliver det en rigtig fejring
For som gammel »søulk« kan man heldigvis se igennem tågerne af alt det negative og i stedet fokusere på alt det gode der trods alt er. Især udsigten til et 100 års jubilæum der skal fejres med gode venner og kollegaer. Fiskeriforeningen Gilleleje inviterer til Øl, vand og fiskebuffet fra Adamsens Fisk. Specialiteter der får mundvandet til at løbe om kap med appetitten, hvilket også gerne skulle afspejle sig i rigtig mange ansigter som forventes at kigge ind i Gilleleje Fiskeriforenings lokaler på Havnen Lørdag den 26. marts 2017 mellem klokken 10.00 til 13.00.
Fiskeriforeningen har i jubilæumsåret 11 aktive trawlere og 3 garnbåde samt 5 både under MAF samt 4 udenbys skibe, alle fra Bornholm. Et stadigt faldende antal kuttere, som også afspejler sig i antallet af tilmeldte fiskere til Fiskeriforeningen. Idag tæller Gilleleje Fiskeriforening 25 aktive medlemmer samt 15 passive, ialt 40 medlemmer der sammen med havnens øvrige brugere og fiskernes leverandører er inviteret til stor middag i Gilleleje Hallen lørdag aften, hvor den officielle fejring finder sted.