I denne uge fremsendes Årsberetning 2022 for Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, hvor bestyrelsens sammensætning har været uændret i 2022, og hvor der over året er afholdt 4 bestyrelsesmøder i Fiskeriets Arbejdsmiljøråd.
Første kvartal af 2022 var påvirket af Covid-19 pandemien, som klingede af omkring april, hvilket betød, at alle årets møder og aktiviteter kunne gennemføres som normalt. Vi startede året med arbejdsmiljøseminar for sikkerhedsrepræsentanterne og arbejdsmiljøseminar for bundgarnsfiskerne i april, derudover har vi i hen over året udviklet på Safety Management Systemet, så det er optimeret og tilpasset de aktuelle behov i fiskerierhvervet.
Der blev i 2022 også udviklet et nyt kompendium til §8 arbejdsmiljøuddannelsen og gennemført kampagne med fokus på instruktion og oplæring af nye besætningsmedlemmer og kampagne med fokus på sikkerheden i enmandsbetjente fartøjer.
Øvrige projekter med fokus på psykisk arbejdsmiljø i fiskeriet
Året har budt på mange udfordringer og omvæltninger for fiskerierhvervet, så der har været en stor usikkerhed for den enkelte fisker på, hvad fremtiden bringer for fiskeriet.
Dette har blandt andet givet anledning til et forskningsprojekt v/ Eva Roth, lektor, cand.polit., Syddansk Universitet (SDU) / Center for Maritim Sundhed og Samfund (CMSS), som med projektet »Påvirker kameraovervågning arbejdsmiljøet i fiskeriet« søger at kortlægge konsekvenserne af elektronisk overvågning af bundtrawl-fiskeriet i Kattegat for danske fiskere, og om kameraovervågning påvirker arbejdsmiljøet i fiskeriet. Projektet forventes afsluttet i 2023 og er efter ide fra Fiskeriets Arbejdsmiljøråd og finansieret af Fiskeafgiftsfonden.
I 2022 blev der igangsat endnu et forskningsprojekt under SDU / CMSS med titlen »Ret kurs for arbejdsmiljøet i fiskerierhvervet«. Der blev etableret et netværkssamarbejde om udvikling af anbefalinger til at varetage fiskernes psykiske arbejdsmiljø under erhvervets omstillinger. Dette projekt er ligeledes delvist finansieret af Fiskeafgiftsfonden.
Projektets baggrund
Fiskerierhvervet er i disse år udsat for omfattende omvæltninger. Der er indikationer på, at danske fiskere oplever et stigende pres, som gør, at stadig flere mistrives eller ligefrem forlader erhvervet. Dette får alvorlige konsekvenser ift. at sikre et bæredygtigt erhverv, da det bliver sværere at hyre mandskab.
Det er i både samfundets og fiskernes interesse at få inddraget erhvervets stake-holdere, i langt højere grad end hidtil, i de fremtidige initiativer til at sikre hav, fiskebestande, miljø og farvand. Det er nødvendigt at indtænke, hvordan nye initiativer og reguleringer vil påvirke fiskernes psykiske arbejdsmiljø, så bæredygtigheden sikres.
Der er derfor brug for at skabe et forum, hvor erhvervsfiskerne kan bidrage med deres essentielle viden til at nå målene for omstillingerne og samtidig få indflydelse på
egne arbejdsmiljøvilkår.
En forskergruppe fra SDU vil planlægge og lede et netværks-samarbejde med bred repræsentation af erhvervets parter, beslutningstagere, interessenter og udøvere. Forskergruppen har løbende drøftet planerne for projektet med Fiskeriets Arbejds-miljøråd, som har givet forslag til forbedringer. Gruppens fokus vil være fiskernes psykiske arbejdsmiljø. Sideløbende med udviklingsarbejdet samler forskergruppen data og undersøger sammenhænge mellem ændringer og psykisk arbejdsmiljø. Den viden, der genereres, vil indgå i udviklingsarbejdet. Forskergruppen følger også udviklingsarbejdet, analyserer, dokumenterer og evaluerer.
Fiskeriets Arbejdsmiljøtjeneste
I arbejdsmiljøtjenesten har vi i 2022, ud over de førnævnte aktiviteter, haft stor efterspørgsel på vores vanlige service-ydelser i forbindelse med rådgivningsopgaver ved ombygninger, renoveringer, motorudskiftninger, nybygninger, indflagninger, rådgivning ved udarbejdelse af APV/APB, afholdelse af øvelser og ved fornyelsessyn, hovedsyn, mellemliggende syn, og A1-radiosyn. Det har været støjmålinger og støjdæmpning samt udarbejdelse af støj-målingsrapporter, støjdæmpningsforslag og gennemgang af fartøjerne i forbindelse med de førnævnte syn. Vi kan konstatere, at fartøjsejeren er mere forberedt, inden den synende inspektør kommer ombord, hvorved gennemførelsen af synet bliver væsentlig hurtigere. Vi har gennem de senere år erfaret, at sikkerhedskulturen i erhvervet har ændret sig fra, at man forebygger frem for at helbrede.
Vi har over året haft mange henvendelser i forbindelse med udskiftning af redningsudstyr og sikkerhedsudstyr. Der har været efterspørgsel på hvilket typer udstyr, der findes på markedet, og hvordan de fungerer – herunder også sikkerheds-udstyr til enmandsbetjente fartøjer. I den forbindelse er der også i 2022 udarbejdet en række små videoer, som blandt andet viser, hvordan forskelligt sikkerhedsudstyr virker, og hvordan det vedligeholdes. Dette blev blandt andet lanceret med et indstik i Fiskeri Tidende og på vores hjemmeside i uge 50.