Forhandlingerne om fiskerirelationer for 2018 mellem Grønland og EU blev gennemført på embedsmandsplan i Bruxelles i dagene 27. til den 29. november 2017.
Aftalen vil danne grundlag for europæisk fiskeri i grønlandsk farvand i 2018. Aftalen er baseret på Fiskeriprotokollen for 2016R11;2020, som er en del af Fiskeripartnerskabsaftalen mellem Grønland og EU.
Aftalen er den tredje under Fiskeriprotokollen 2016 til 2020, og fiskerimulighederne blev fastsat med udgangspunkt i protokollen med de følgende ændringer for 2018 i forhold til de indikative mængder for Protokollen:
- EU modtager 300 tons ekstra torsk, hvilket betyder, at EU i alt kan fiske 2.100 tons torsk i Østgrønland i 2018
- EU modtager 1.054 tons færre rødfisk pga. nedadgående rådgivning på både dybhavsrødfisk og pelagiske rødfisk. Herudover modtager EU 1.350 tons færre rejer i Østgrønland, mens bifangstkvoten også er blevet nedsat med 376 tons.
- Angående lodde blev EU tilbudt 16.016 tons, hvilket er en nedgang på 3.984 tons i forhold til den indikative mængde. Mængden kan dog ændres i 2018, når der foreligger en opdateret biologisk rådgivning.
Fiskeriaftalen mellem Grønland og EU består dels af en kommercielt baseret fiskeriaftale, dels af Fiskeripartnerskabsaftalen. Den kommercielle del baserer sig på EU-fiskekvoter i grønlandsk farvand, hvorimod Fiskeripartnerskabsaftalen består af bistand til udviklingen af den grønlandske fiskerisektor.
Aftalen har stor værdi for begge parter, og den opnåede aftale med EU skal senere forelægges for Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst til endelig godkendelse.
Den grønlandske delegation blev ledet af chefforhandler Emanuel Rosing fra Departementet for Fiskeri og Fangst og bestod ud over embedsmænd fra departementet også af repræsentanter fra GFLK, Grønlands Naturinstitut, Finansdepartementet og det grønlandske fiskerierhverv.
Kilde: PM fra Naalakkersuisut.gl FiskerForum.dk