Opfordringen kommer nu, da der mere end nogensinde før, er et presserende behov for afsætning og tiltag, der kan øge efterspørgslen på dansk fisk og skaldyr, som kan holde hånden under beskæftigelsen i fiskeribranchen.
Derfor oplever vi i disse dage, at foreninger indenfor fiskeriet, som DSA (Danish Seafood Association) og DFPO (Danmarks Fiskeriforenings Producent Organisation) i et fælles mål, ikke bare ønsker at øge eksporten, men også udvide udbudet af fisk og skaldyr til eksportmarked Kina.
Pga. corona-krisen er det derfor vigtigere end nogensinde tidligere, at regeringen åbner nye markeder. Opfordringen fra DSA og DFPO er rettet mod fiskeriministeren Mogens Jensen, skriver de i en fælles pressemeddelelse.
Gennem den seneste periode har fiskeauktionerne udviklet sig til lidt af en gyser for landets fiskere, med faldende priser, som knapt kan dække fiskernes omkostninger i forbindelse med fiskeriet. Altsammen pga. svigtende efterspørgsel fra vores traditionelt gode eksportmarkeder, der med lukningen af caféer og restauranter nærmest ikke efterspørger danske fisk og skaldyr længere.
De afsætnings- og omsætningsmæssige forhold på auktionerne understreger blot, at efterspørgslen på dansk fisk og skaldyr er katastrofal ringe, hvilket afspejler de historisk lave priser, der er alt-ødelæggende for indtjeningen og dermed også skadelig for hele forretningsgrundladet i fiskeriet.
For både fiskeriet, DSA og DFPO, har det længe været et ønske, at jomfruhummer, konksnegl, taskekrabber og hvidfisk, også kunne sælges til det kinesiske marked.
Danmarks Fiskeriforening (DFPO) og Danish Seafood Association (DSA) har derfor rettet henvendelse til fiskeriministeren.
Poul Melgaard Jensen, direktør for Danish Seafood Association understreger i en kommentar til henvendelsen til fiskeriministeren, »det er afgørende, at regeringen midt i al det her kaos ikke glemmer markedsindsatsen. Der ligger et kæmpe potentiale i at få åbnet sådan, at vi kan eksportere flere arter til Kina. Det kan blive en kæmpe gevinst. Ikke bare for fiskeribranchen, men for hele Danmark. Der er nemlig brug for eksportindtægterne, hvis vi skal holde hjulene i gang.«
Ligeledes er direktøren for Danmarks Fiskeriforening, Kenn Skau Fischer også ude med en opfordring til fiskeriministeren, »Coronakrisen tager hårdt på danske fiskere. Særligt vores jomfruhummer-fiskere har måtte se deres varer blive solgt til en pris, der på ingen måde står mål med produktets kvalitet og den arbejdsindsats, det kræver. Det er uholdbart. Derfor skal regeringen huske at tænke i tiltag, der kan få efterspørgslen i gang igen, og her er der et stort potentiale i at kigge mod Kina.«
Begge foreninger følger spændt, om opfordringen til regeringen bliver fulgt og om man lytter til branchen. Specielt følger fiskerne med – fiskere der hver morgen holder vejret, indtil auktionshammeren falder. Et skæbne-slag der afslører om indtægterne står mål med udgifterne, eller man endnu engang må tage sig til takke.