Det er Danmarks fiskeriforening der på deres hjemmeside skriver at de fiskeproducerende erhverv i Danmark nu er gået sammen om at udarbejde en rapport , ”Dansk fiskeri og akvakultur, nye rammer og ny vækst”. Som er ment som et indspark til Regeringens Vækstplan for Fødevarer, der blev lanceret tidligere på året.
I vækstforslaget kommer de fiskeproducerende erhverv med 14 konkrete anbefalinger, hvor der sættes fokus på øget vækst og værdiskabelse med udgangspunkt i fangst, produktion og forarbejdning af fisk i Danmark.
Kimen til arbejdet med rapporten blev lagt på et møde mellem erhvervene og fødevareminister Dan Jørgensen tidligere i år. Fødevareministeren stillede på det møde en opgave med at samle de fiskeproducerende erhverv om deres egne anbefalinger til fremtidige indsatser til gavn for hele værdikæden fra fangst og produktion til forarbejdning af fisk.
Erhvervene gik efterfølgende sammen i VækstTeam FISK, og i det regi har man i fællesskab udarbejdet rapporten ”Dansk fiskeri og akvakultur – nye rammer; ny vækst”. Rapporten er nu afleveret til fødevareminister Dan Jørgensen, og det sker i håbet om, at rapporten vil danne baggrund for en videre dialog mellem de fiskeproducerende erhverv og Regeringen om de anbefalinger, der er med i rapporten.
Helt overordnet peger erhvervene bag VækstTeam FISK på, at myndighederne skal forvalte både fiskeri og akvakultur samt forarbejdning af fisk i en samlet værdikæde, hvor der skal være fokus på, hvordan erhvervene kan skabe den størst mulige vækst og værdi for samfundet.
Det er de fiskeproducerende erhvervs oplevelse, at myndighederne i dag i for stor grad har en tilgang til fangst, opdræt og forarbejdning af fisk, hvor der er fokus på detailstyring. Det er en tilgang som erhvervene via de 14 konkrete anbefalinger vil ændre.
VækstTeam FISK mener, at det med de 14 anbefalinger vil være muligt at øge omsætningen i de fiskeproducerende erhverv i Danmark med op mod 40 procent frem mod 2020, og at det især vil gavne vækst og værdiskabelse i yderområderne af Danmark.
Dermed vil de fiskeproducerende erhverv være en væsentlig bidragyder til at sikre udvikling i mange af de områder, hvor væksten i dag enten er stagnerende eller faldende.
Du kan læse hele rapporten her
De 14 anbefalinger
- Fiskerierhvervet skal inddrages direkte i samarbejdet med DTU Aqua om anvendelse af fiskeridata og prioritering af rådgivningsindsatsen
- Der skal laves en analyse af barriererne for en bedre og bredere udnyttelse af de danske fiskeressourcer
- Der skal udvikles en samlet dansk strategi for industrifiskeriet
- Fiskerihavnene skal have mulighed for og tage initiativ til at forbedre deres konkurrenceevne for at tiltrække flere fisk
- Inden for Vandrammedirektivet skal miljøministeren fastsætte en samlet national kvælstofkvote på 1.600 tons til akvakultur – der skal også afsættes en kvote på 1.200 tons inden for Havstrategidirektivet
- Der skal skabes lige konkurrencevilkår for at sikre import af fisk til forarbejdning, detailsalg og eksport
- Fødevareministeriet laver en drejebog for, hvordan den ny fælles fiskeripolitik kan omsættes i en vækst- og værdibaseret forvaltning
- Forvaltningen af akvakultur skal baseres på EU-Kommissionens retningslinjer og anbefalingerne fra regeringens akvakulturudvalg skal gennemføres hurtigst muligt
- Fødevareministeriets administration af støtte og tilladelser skal tilrettelægges, så den passer til virksomhedernes drifts- og investeringsplaner
- Der skal ske en fuldstændig hjemtagning af EU-midlerne fra Den Europæiske Hav- og Fiskeri Fond
- Såvel forskning som innovation skal knyttes tættere til de værdikæder, der skaber vækst
- Erhvervet skal udnytte og styrke regeringens satsning på nye markeder
- Det skal undersøges, om der er et grundlag for at brande dansk fisk
- Der skal være en styrket indsats for at øge omsætningen af dansk fisk på det danske marked
VækstTeam FISK er:
Danmarks Fiskeriforening PO, Dansk Akvakultur, Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Danmarks Fiskehandlere, Danske Havne, Danske Fiskeauktioner A/S, Foreningen af Fiskeauktioner og samlecentraler i Danmark, Marine Ingredients Denmark, Danish Seafood Association, Fiskeriets Servicefag.